Den 12. september bliver der åbent hus og festlig indvielse af den nye Hjørring Kulturskole ved siden af Vendsyssel Teater.
Som optakt var der forleden i forbindelse med præsentation af den kommende sæsons spændende program på Vendsyssel Teater også arrangeret rundvisning på Hjørring Kulturskole, som er Hjørring Musiske Skole i nye rammer.
Den flotte Hjørring Kulturskole til en anslået pris på 44,4 millioner kroner har været længe undervejs. Første politiske vedtagelse blev med stemmerne 16-15, og da et nyt Venstre-ledet byråd kom til, blev der skabt en smule tvivl om projektet. Alle politikere kunne dog se fornuften i investeringen, og den endelige politiske vedtagelse i byrådet blev taget i enighed.
Christian Larsen er leder af Hjørring Musiske Skole, som den 1. august skifter navn til Hjørring Kulturskole, for så indtager brugerne nemlig faciliteterne.
– Efter sommerferien tager vi hul på et helt nyt kapitel i Hjørring Musiske Skoles historie. Der kommer til at ske en hel masse nyt. Vi skifter navn fra Hjørring Musiske Skole til Hjørring Kulturskole. Vi skifter adresse, så fra den 1. august 2026 kan I finde os i den mest fantastiske nye bygning på Banegårdspladsen i Hjørring – lige ved siden af Vendsyssel Teater.
– Det er simpelthen det smukkeste hus, som er bygget til OS! Flotte lyse lokaler indrettet til musikundervisning, drama og billedkunst. Lyst og venligt og skønne lokaler at være i. Men meget er også ved det gamle, for FÆLLESSKAB – OPLEVELSER – NÆRVÆR – det står stadig øverst på listen, når man går på Hjørring Kulturskole.
– Vi spiller sammen i orkestre og bands, tager til stævner, spiller til events i byen og meget andet. Vi har også drama- og billedskolehold, hvor du kan udfolde dine kreative evner. Og vi har naturligvis også voksenundervisning. Vi håber at se DIG.
Den nye sæson begynder i august 2026, og tilmelding til Hjørring Kunstskole er åben nu.
NordsøPosten følger også det videre forløb på kulturfronten.


