CEKURA er en dansk virksomhed indenfor ældresikkerhed og ældreservice, hvis kunder blandt andet tæller Hjørring Kommune.
Hvad CEKURA til gengæld ikke skilter med på hjemmesiden, er det russiske ejerskab, der har kontorer i Monaco og Rusland. Det russiske ejerskab er naturligvis i sig selv problematisk i den aktuelle situation med Ruslands brutale invasion af Ukraine.
Mindre problematisk bliver det russiske ejerskab desværre ikke af det faktum, at CEKURA kører med underskud, der måske ikke fremover vil kunne dækkes af de russiske ejere, hvis disse sanktioneres af EU.
Efter netavisens henvendelse har Claus Mørkbak Højrup (V) som formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget bedt om en redegørelse fra forvaltningen i Hjørring.
I lighed med andre aktører er Hjørring Kommune i sagens natur bundet af kontrakter, som man måske kun kan slippe ud af efter lovindgreb fra Folketinget.