Slåbrock Trio har for første gang siden orkestrets start for 46 år siden skrevet og produceret en julesang. Den hedder ”Ho ho ho” – og så kan enhver nok gætte, hvem der spiller en hovedrolle i sangen.
– Jo, men måske ikke lige den rolle, man venter af den rødklædte, hvidskæggede og overvægtige herre, griner Kjeld Torbjørn, trioens frontperson. For nok er der en vis jule-stemning i sangen, men ikke den totalt opreklamerede med granduft og flettede hjerter. Helt ærligt, så tror jeg da også, at vores stam-publikum ville blive skuffet, hvis vi lancerede en helt almindelig julesang. Så bare rolig, der er både kanebjælder og klokkespil – med der også kraftig satire i den brune sovs.
– Jeg ved ikke, om man tør sige det i disse tider – men er julen ikke de fleste mænds sande mareridt….? Eller er det bare mig?
– Jeg havde egentlig svoret aldrig at skrive en julesang, siger Torbjørn, men det har jo været et underligt år, hvor vi næsten ikke har kunnet tage rundt og spille på grund af Corona-pandemien. Men kan man ikke ude, så må man gøre det hjemme – og så var det, at Ole Albrechtsen og jeg blev enige om, at vi ikke som Frank Jensen og Morten Østergård kunne sidde med hænderne i skødet – hverken i eget eller andres. Og så tog det ene ord det andet og lige sådan med tonerne.

Slåbrock Trio, der foruden de to ovennævnte består af Torkild Mørch Albrechtsen, har indkaldt forstærkning til indspilningen. Det er Mads Dybdal Andersen på trommer og Michael Andersen på bas – som begge altid er med, når trioen udvides til band ved særlige lejligheder. Desuden medvirker den nordjyske, men nu i Vejle bosatte sanger og musiker Søren Krogh med et par afgørende effekter.
Sangen kan allerede nu høres via radiostationer rundt om i landet – den officielle udgivelsesdag er 24. november, hvor sangen kan høres og hentes via Spotify og andre tjenester.
– Desværre har vi måttet flytte eller aflyse vores koncerter her i efteråret, fortæller Kjeld Torbjørn. Forhåbentlig kan vi komme rundt og spille næste år – men sikkert er det nok langtfra. Og allermest vigtigt er det jo, at pandemien får en ende.