Traditionen tro inviterer Tornby Turistforening til Sankt Hans fejring på stranden.
Aftenen ”tyvstartes” for børnene med skattejagt kl. 20:00. Foreningen byder velkommen til alle kl. 21. Dernæst holder Tornbyborger og byrådskandidat Lars Peter Høgh båltalen. Næste punkt på programmet bliver fællessang med Jesper Schneidelbach som forsanger og endelig synges der til sidst Nana Jacobis ”Når jeg danser bålet” med akkompagnement af Thomas Abildgaard og Mette Harbo Arleth.
Har man lyst til noget at spise og drikke inden bålet, er der flere muligheder. Hotel Strandlyst byder på lidt hygge med enten et glas og snacks eller kaffe og kage fra kl. 19 til kl. 22 med musikalsk underholdning af Tom Michael Jensen. Forhåndstilmelding er ikke nødvendig.
Vil man spise inden, kan man i stedet gå på Morfars Køkken eller på Munchs Restaurant. Sidstnævnte byder denne aften på en treretters Sankt Hans menu. Begge steder vil det være en god ide at bestille bord. Alt kan ses på de respektive hjemmesider.
I år afholdes der desuden en tegnekonkurrence for alle børn. Præmierne er 2 billetter til henholdsvis Farm Fun Ålbæk og Family Farm Fun Park Løkken. Førstepræmien på 4 billetter er skænket af Fun Park Hirtshals. Så grib farverne og tegn en flot Sankt Hans tegning, skriv navn og telefonnummer bagpå og aflever den hos Købmand Munch senest Sankt Hans Aften. Tirsdag den 24. juni vil kunstværkerne blive bedømt, og vinderne vil umiddelbart derefter få direkte besked.
Husk at nye medlemmer kan melde sig ind i foreningen på dagen hos Købmand Munch, som har åbent fra kl. 07 og til solnedgang.
Tornby Turistforening ønsker alle velkommen og en god Sankt Hans Aften.



