Hvis du er en erfaren sportsfisker med den rette båd og det rette udstyr, har du nu mulighed for at være med i dette års tunmærkningsprojekt med udgangspunkt i Skagen.
Det er femte år i træk, at fiskere og forskere skal arbejde sammen for at fange og mærke tun i danske farvande.
Tunen bliver fanget og mærket med avancerede elektroniske mærker. Data herfra giver bl.a. forskerne mulighed for at se, hvor tunen har været, hvor og hvornår den gyder og søger føde.
Og som de foregående år, er det forskere fra DTU Aqua, sammen med kollegaer fra Sverige – Sveriges Landbruksuniversitet, der står for projektet herhjemme.
Kontakt professor Kim Aarestrup, DTU Aqua, på mail: kaa@aqua.dtu.dk inden d. 15. juni 2021, hvis du ønsker at deltage i projektet.
Projektet er programsat til perioden 21. august til 5. september.
Du kan læse mere om projektet her
Har tunen en fremtid i danske farvande?
Forskerne håber, at forsøgsresultaterne kan bidrage til en større forståelse af ændringer i tunbestandene og dermed forbedre grundlaget for rådgivningen i forhold til en bæredygtig forvaltning, så tunen kan blive ved med at være en del af den danske fiskefauna og fremover også en værdifuld fiskeressource. Samtidig vil mærkningerne fortælle om de samme tun kommer tilbage år efter år og hvor lang tid de er her.
Projektet foregår med udgangspunkt fra Skagen Havn. Fiskeriet foregår på Skagerrak, så der kan være store bølger, der er mange deltagere og tunene skal fightes så kort tid som muligt og genudsættes i live efter mærkning. Nedenfor følger derfor en række krav for at komme i betragtning.
Deltager krav:
BÅDEN:
- Skal være udstyret med AIS (både modtager og sender)
- God VHS radio
- Diverse livredningsudstyr.
- BESÆTNING:
- Skal have erfaring med C/R big game fiskeri (200+ kg, gerne tun).
- Alle fiskere skal have gyldigt fisketegn.
- Man skal som minimum være 3 mand i båden
GREJ:
- Der skal anvendes minimum 80 lbs hjul, 130 lbs line og 180 lbs forfang.
- Der må kun anvendes cirkelkroge
- Gaffen skal være kraftig nok til at håndtere en meget stor tun (nærmere specifikationer kommer senere)
- Deltagelse af minimum en uge i træk.
At man opfylder kravene garantere IKKE at man er med. Vi har en begrænsning i antal både vi kan håndtere, men forsøger at få så mange med som muligt. Hvis man ikke bliver udvalgt, er man selvfølgelig mere end velkommen til at deltage som besætning på en af de udvalgte både.
Kilde: FiskeriTidende.