I forbindelse med filmfestivalen VENDSYSSEL:DOX inviterer Vendsyssel Teater til en særlig aften om en af Nordens mest elskede forfattere. Dokumentarfilmen A World Gone Mad – The War Diaries of Astrid Lindgren giver et nyt og sjældent indblik i Astrid Lindgrens liv og tanker under 2. Verdenskrig.
De fleste kender Astrid Lindgren som skaberen af udødelige fortællinger som Pippi Langstrømpe, Brødrene Løvehjerte og Emil fra Lønneberg. Hendes historier har i generationer givet børn og voksne fantasi, mod og håb, og hendes bøger er solgt i millioner af eksemplarer verden over. Men bag de elskede fortællinger gemmer sig også en mindre kendt historie: fortællingen om en ung kvinde i en verden i opbrud – en historie, der i 2026 er særligt relevant at fortælle.
Kommunikations- og PR-ansvarlig Lise Sønderkjøge siger:
”På Vendsyssel Teater er vi optaget af at lave samarbejder på kryds og tværs og bruge huset til forskelligartede formål. Det gælder naturligvis også, når VENDSYSSEL:DOX løber af stablen. Når vi har udvalgt præcis denne dokumentar – et sjældent portræt af Astrid Lindgren – så skal det naturligvis ses i lyset af dens skræmmende aktualitet. Som teater bestræber vi os på at fortælle historier, give perspektiver og male verden i flere nuancer, og den fællesnævner deler vi med Astrid Lindgrens værker, der til alle tider har været vigtig formidling.”
En ung kvindes dagbog fra en verden i krig
I 1930’ernes Stockholm møder vi en ung Astrid Lindgren, som endnu ikke er blevet den verdensberømte forfatter, men som med egne ord blot er skribent. Da skyerne til en ny verdenskrig trækker op over Europa, følger Lindgren udviklingen med både bekymring og nysgerrighed.
Den 1. september 1939, da Tyskland invaderer Polen og krigen bryder ud, begynder hun at føre dagbog. Gennem krigsårene bliver dagbogen hendes fortrolige ledsager, hvor hun deler tanker om livet, døden og menneskets vilkår i en konfliktpræget verden. Dagbøgerne giver i dag et sjældent indblik i hendes liv og tanker i de år, hvor hun samtidig langsomt finder sin egen stemme som forfatter.
’A World Gone Mad – The War Diaries of Astrid Lindgren’ er skabt med dagbøgerne som afsæt. Filmen kombinerer poetiske rekonstruktioner fra Lindgrens liv i Stockholm og den svenske skærgård med interviews med hendes familie.
Oplæg før filmen
Inden filmvisningen introducerer Thomas Klimek fra Hjørring Byråd projektet VENDSYSSEL:DOX. Derefter tager Martin Jørgensen fra Hjørring Bibliotekerne over og giver en introduktion til Astrid Lindgrens forfatterskab med fokus på, hvad der har gjort hendes fortællinger så tidløse og elskede på tværs af generationer.
Publikum får dermed en unik mulighed for både at dykke ned i Lindgrens litterære univers og opleve den prisbelønnede dokumentarfilm på det store lærred.
Praktisk info
Arrangementet med oplæg og filmvisning finder sted onsdag den 18. marts kl. 19.00–21.00 i Musiksalen og er gratis.
Pladsreservation skal ske via teatrets hjemmeside.

En ung kvindes dagbog fra en verden i krig
