Af Saliha Marie Fetteh
Cand.mag. i moderne mellemøststudier
Lektor og forfatter
Søndag d. 21. juni. Årets længste dag – midsommer. Solen skinnede fra en klar blå himmel, da Jesper Christian Thue Mikkelsen og jeg stod i indkørslen til den gamle gård Degnbøl i Mygdal.
Vi sagde ikke meget, men lod blikket glide rundt, og nød duften af den uægte jasmin, der sammen med valmuer og lavendler stod i fuldt flor i prydhaven ved stuehuset, mens bierne summede omkring os.
Et øjeblik føltes det, som om tiden havde løsnet sit greb, og at vi stod midt i en Morten Korch film. Et stille øjeblik, hvor alt syntes uforandret. Men virkeligheden er naturligvis en anden.
Degnbøl ligger i dag ensom og forladt nordvest for Mygdal Kirke på den vestlige side af vejen mellem kirken til amtsvejen. Gården har været i samme slægts eje gennem ni generationer, men står nu ubeboet. Den sidste i rækken var Ebba Grøntved Nielsen, født i 1927, som døde sidste år. Med hende forsvandt ikke blot et menneske, men også en stemme, der kendte stedet indefra med minder, erfaringer og fortællinger, som ikke lader sig erstatte.
Degnbøl (oprindeligt Degnboelet) var tidligere fæstegård under herregården Odden, og nævnes allerede i Christian 5. matrikelbog fra 1600-tallet. Dengang lå gården syd for Mygdal Kirke, og har sandsynligvis været bolig for en degn i katolsk tid, hvor tro og hverdag var tæt forbundet, og hvor stedet havde en anden betydning i sognet end i dag.
I 1804 blev Degnbøl købt til selveje af en Christen Pedersen, og omkring 1860 flyttede hans barnebarn gården til sin nuværende placering. På ældre kort fra midten af 1800-tallet ses den stadig beliggende syd for kirken, hvilket vidner om den forandring, der siden fandt sted. Degnbøl var dengang en af sognets større gårde, men med tiden blev der udstykket og opført flere beboelser på dens jord.
Gennem generationer har mennesker med glæder, sorger og bekymringer levet deres liv her. Alt det som sjældent efterlader tydelige spor, men alligevel sætter sig i stedet. Når man bevæger sig rundt på gården i dag, fornemmer man det stadig. Ikke som noget synligt, men som en stille tilstedeværelse. Liv, der har sat sig i de små staldvinduer og i hængslerne på portene, slidt af hænder, der har åbnet og lukket dem igen og igen.
Flere steder bryder sollyset ind gennem huller i ladens tag, og rammer de bjælker og mursten, som i årtier – måske i århundreder – har modstået vind og vejr. Materialer, der vidner om en tid, hvor genbrug ikke var et valg, men en nødvendighed.
Efter Ebbas død er gården blevet solgt, og på et tidspunkt – endnu ikke fastsat – vil den blive revet ned. Når det sker, er det ikke kun en bygning og en tilgroet køkkenhave, der forsvinder. Det er også et stykke lokalhistorie. Gamle gårde er mere end mursten og tømmer; de er vidnesbyrd om tidligere tiders landbrug, byggeskik og levevis. De fortæller om udviklingen fra fæstegårde til selveje efter landboreformerne i slutningen af 1700-tallet og minder os om, hvor vi kommer fra.
Samtidig er der også konkrete og uundgåelige grunde til, at sådanne ejendomme forsvinder. Mange ældre gårde er kostbare at vedligeholde, og lever ikke op til nutidens krav til bolig og landbrug. I nogle tilfælde er de så nedslidte, at en renovering ikke giver økonomisk mening. Af denne grund bliver nedrivning ofte den eneste realistiske løsning.
Netop derfor er det vigtigt at dokumentere steder som Degnbøl, før de forsvinder. Gennem fotografier og fortællinger kan de leve videre i arkiver, i lokalhistorien og i det, vi vælger at huske og tage med os.
