Hos A-Z i Vendsyssels hovedstad er de med egne ord og forståeligt nok stolte over, at Salling Fondene har valgt at donere 270.000 kroner til en skøjtebane i Hjørring.
– Vi håber, at mange flere vælger at bakke om om projektet, så banen kan stå klar, til glæde for børn, unge og barnlige sjæle, til vinteren 2023, lyder det således fra A-Z, som har indstillet skøjtebanen til donationen fra Salling Fondene.
Nu er det jo ingen statshemmelighed, at Salling Fondene, som omfatter de to kapitalstærke fonde Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond, er skabt af overskud fra Salling Group.
Sidstnævntes historie går mere end 100 år tilbage og startede som en lille manufakturhandel i 1906, men er i dag en international detailhandelskoncern bag blandt meget andet Bilka og A-Z samt Føtex, Netto, BR og i sagens natur Salling.
Bilka er selvsagt interessant i denne sammenhæng, da det mildest talt heller ikke er nogen hemmelighed, at Salling Group længe har ønsket en Bilka ved A-Z i Hjørring. Derfor kunne onde tunger naturligvis få den konspiratoriske idé, at den aktuelle gavmildhed mest af alt ligner en charmeoffensiv med bagtanker.
Den slags strøtanker, som er foranlediget af pengestrømmenes desværre ofte langt mere uransagelige veje, kan både føre ud på motivforskningens lunefulde glatis og til det reelle motiv.
Under alle omstændigheder et det næppe den klogeste timing hos A-Z og Salling Fondene, hvor ædelt motivet end er, at diske op med den historie midt under en ophedet debat om Bilka i Hjørring.



Ja tak til Bilka til Hjørring Kommune. Frygtsomhed for udvikling er lig afvikling