Bagterp IF har som tidligere omtalt indgået en aftale med FC Barcelona, der vil løfte både spillere og trænere til nye højder i Hjørring.
I forlængelse heraf har den lokale klub taget en snak med Tobias Ørtoft, som er børneudviklingstræner i Bagterp IF, om det spændende samarbejde med FC Barcelona – og der er meget mere i det, end du måske tror.
Hvad er det særlige ved samarbejdet mellem Bagterp IF og FC Barcelona?
“Min første tanke var at skabe noget unikt og anderledes efter adskillige succesrige arrangementer i Bagterp og med vores fantastiske samarbejdsklubber. Jeg så en mulighed for at arrangere en camp i Bagterp. Det, jeg ikke vidste, var at samarbejdet med FC Barcelona omfatter mere end det. De ønsker ikke kun at uddanne vores trænere gennem campen, men også at hjælpe med at organisere ture til Barcelona for vores årgange i Bagterp & HFK – med støtte til kampe, ophold og mere. Deres tilbud gælder alle – både drenge og piger på alle niveauer, hvilket passer perfekt med vores værdier.”
Hvordan kan dette styrke ikke bare Bagterp IF, men også Hjørring FK?
“Dette samarbejde giver unikke muligheder for både vores børn og unge og trænere, og det sætter Bagterp på landkortet. Det øger også opmærksomheden omkring Hjørring Kommune og åbner døren for nye, unikke oplevelser og ture. Vores mål er at skabe fantastiske oplevelser for vores børn/unge, og dette samarbejde er en oplagt mulighed for at berige deres liv.”
Hvordan tror du, samarbejdet vil påvirke fodboldmiljøet i Hjørring på længere sigt?
“Det vil uden tvivl have en positiv effekt. Vi er mange klubber, der arbejder hårdt for at give vores børn og unge gode oplevelser og træning i et sundt og trygt miljø. Med FC Barcelona, der deler vores værdier, vil dette kun fremme børnefodbolden i Hjørring. At blive associeret med FC Barcelona vil også give os mere omtale og synlighed.”
Er dette en drøm, der bliver til virkelighed?
“Ja, absolut. Min far har altid beundret FC Barcelona under Messis storhedstid, så at kunne tiltrække dem og deres interesse for Bagterp føles som en drøm, der går i opfyldelse. Det vigtigste er, at det giver børnene i Hjørring Kommune muligheden for en fantastisk uge fyldt med sjov og læring, samt at vi har sikret en aftale, der udvider mulighederne for både Bagterp og HFK’s medlemmer.”
Hvorfor skal man støtte op om dette initiativ?
“Mange tror måske, dette kun er for elitespillere, men det er det ikke. Det er for alle niveauer og for både drenge og piger, der ønsker en sjov uge med kvalitetstræning. Det er en unik chance for at blive trænet af topuddannede trænere sammen med hjælpetrænere fra Danmark. En uge på #HjørringsHyggeligsteAnlæg bør være en prioritet for enhver – en perfekt gave til dit barn.”
Fakta om Tobias Ørtoft
Tobias Ørtoft er børneudviklingstræner i Bagterp IF og har været drivkraften bag samarbejdet med FC Barcelona. Med sin indsats har han sikret en unik mulighed for klubbens spillere og trænere til at lære af nogle af verdens bedste. Tobias står i spidsen for campen, hvor han koordinerer trænerteams, frivillige og fungerer som hjælpetræner.
Hos den lokale netavis glæder vi til at se, hvordan denne mulighed løfter fodbolden i hele lokalområdet – både på og uden for banen.


