Det var Sindal Skoledistrikts ledere og lærernes tillidsrepræsentanter, der onsdag mødtes med formand Lars Busk Hansen og næstformand Tom Kærgaard fra Lærerkreds Nord samt skolechef Kari Rune Jakobsen og konsulent Kirsten Mørk med henblik på at få evalueret implementeringen af Hjørringaftalen A20.
Sammen laver vi en god skole, står der da også allerede på forsiden af Hjørringaftalen A20. Lige præcis en styrkelse af samarbejdet om de overordnede målsætninger for skoleområdet i Hjørring Kommune var derfor også i fokus på den såkaldte skolerunde, som forvaltningen arrangerer sammen med Lærerkreds Nord.

Egentlig var det derfor skolechefen og lærerformanden, der var tovholdere ved mødet, hvor der ikke desto mindre blev budt velkommen af skoledistriktsleder Lars Brøndum Leed. Derefter blev der snakket om lærernes arbejdstid og opgaver samt om arbejdet med et årshjul og skoleplanen, der skal give gennemsigtighed i prioriteringerne.
Før mødet i Sindal Skoledistrikt havde skolechefen og Lærerkreds Nord været på besøg i skoledistrikterne Syd-Øst og Nord-Vest i Hjørring. Der drøftede man ligeledes, hvordan der samarbejdes positivt om Hjørringaftalen A20.
Det stærke overordnede samarbejde er resultatet af processen med at klinke skårene som følge af lockouten i 2014 og den forkætrede Lov 409. Efterfølgende var Hjørring Kommune en af de hurtigste til at få samarbejdet tilbage på sporet sammen med Lærerkreds Nord.
Sidstnævnte er den afdeling af Danmarks Lærerforening, der dækker kommunerne Hjørring, Frederikshavn og Læsø.