Tag 40 tanke med vand og 1 million laks samt tre rensningsanlæg, hvorefter du har de vigtigste komponenter til et bæredygtigt anlæg for produktion af laks, som det der allerede eksisterer med Danish Salmon i Hirtshals.
Sådan nogenlunde indledes en aktuel artikel i det nye nummer af Samvirke, som er det største magasin, der skriver om mad, sundhed og forbrug samt dermed også om miljø, bæredygtighed og dyrevelfærd i Danmark.
Derfor var det helt oplagt, at netop Samvirke har stillet skarpt på Danish Salmon, hvor redaktionen er blevet vist rundt og har fået en præsentation og introduktion til produktionen på pionervirksomheden, som ledes af direktør Kim Lyhne.
I den store artikel udfoldes derfor også de klare fordele ved et landbaseret anlæg til produktion af laks og for den sags skyld enhver anden fisk. Her mener direktøren nemlig, at der er styr på såvel sygdom som affaldsstoffer.
Det er en særdeles spændende artikel, hvor læseren får et rigtig godt indblik i de helt oplagte fordele ved at kunne følge produktionen tæt fra rogn til slagtefærdig laks efter et par år i tankene hos Danish Salmon.
Det er imidlertid ikke her, man kan finde den skarpe vinkel og den kritisk, som man til tider har hørt fra både fiskere og borgere i havnebyen, hvor der for år tilbage var lugtgener i forbindelse med produktionen.
Artiklen kan ikke desto mindre og under alle omstændigheder varmt anbefales og kan allerede nu læses online også af borgere, der ikke er medlemmer af Coop, hvor man ellers gratis får et eksemplar af Samvirke.
Læs den her: I Hirtshals bliver millioner af laks opdrættet – på land