Dana Cup er nu vel overstået for i år, og mange børn, unge og voksne har fået en oplevelse for livet under den store fodboldturnering i Hjørring. Mange af de deltagende fodboldhold har vist et fantastisk højt niveau på banerne – ja, så højt, at de lokale fodboldhold, bortset fra Fortunas dygtige piger, har haft svært ved at markere sig sportsligt.
En af undtagelserne var dog SHI’s stærke U12-drenge, som efter flot spil og nogle vildt spændende kampe sikrede sig sejren og pokalen i B-rækken. I 16.-delsfinalen vandt holdet 8-0 over Bjarg IL fra Norge, mens det blev til en smal 1-0-sejr over AG10 Fotball Academi fra Nepal i ottendedelsfinalen. Begge kampe blev afviklet torsdag.
Fredag mødte SHI-drengene det stærke hold Bishrelt FC Khoromkhom fra Mongoliet i en vanvittigt spændende kamp. Efter 1-1 i den ordinære spilletid måtte kampen afgøres på straffespark. Straffesparkskonkurrencen endte 3-3, og man måtte helt frem til det tredje ekstra spark, før de lokale drenge hev sejren hjem med cifrene 6-5.
Senere fredag blev semifinalen afviklet i FREM Parken. Her spillede SHI-drengene formentlig deres allerbedste kamp i turneringen og vandt hele 5-0 over FC Duevej 1 fra Frederiksberg efter en forrygende omgang flot fodbold.
Finalen blev spillet fredag aften på HI’s baner, hvor modstanderen var FC Duevej 2. Her sørgede forældre, søskende og øvrige familiemedlemmer sammen med mange SHI-tilhængere for en fantastisk kulisse, der næsten nåede landskampsstemning. Spillerne på begge hold var tydeligvis præget af nervøsitet, og selv om spillet måske ikke nåede samme høje niveau som i de tidligere kampe, formåede drengene fra SHI at bevare koncentrationen og kæmpe med alt, hvad de havde. Holdet kom da også foran 1-0 i første halvleg, men FC Duevej formåede at udligne mod slutningen af anden halvleg.
Dermed skulle kampen ud i forlænget spilletid på 2 x 5 minutter. Her scorede de seje drenge fra SHI tidligt til 2-1, og med imponerende vilje og kampgejst forsvarede de føringen kampen ud.
Gennem hele turneringen har alle drengene på holdet udvist en positiv og konstruktiv tilgang til fodboldspillet under kyndig vejledning af deres dygtige træner, Jesper Weinkouff Thomsen, og det var fuldt fortjent, at holdet under stor jubel fra de mange tilskuere kunne lade sig hylde som vinder af B-rækken. Holdet har kæmpet i SHI-trøjen med ære og vist et imponerende sammenhold. At så mange SHI-tilhængere samtidig valgte at bruge deres fredag aften på at bakke holdet op i finalen, vidner klart om den stærke klubånd, der kendetegner SHI.
De dygtige U12-drenge fra SHI vandt i øvrigt også tidligere på sommeren finalen i Ikast Cup, hvilket vidner om en flok drenge, der fungerer godt sammen både på og uden for fodboldbanen.
Foto: SHI.



hvor er shi fra.