De kommende to weekender bliver sidste mulighed for at se årets vinterudstilling i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.
Udstillingen, der kan opleves den 7.-8. og 14.-15. februar, præsenterer et udvalg af samlingens værker og sættes i scene med et særligt ungt blik.
Indsamlingen og ophængningen af værkerne er skabt i samarbejde mellem Kunstbygningens leder og den unge projektgruppe HÅB!, som arbejder for at skabe kulturelle fællesskaber for unge.

Sammen har de udvalgt værker af omkring 20 forskellige kunstnere fra perioden 1942 og frem til i dag. Blandt de repræsenterede er blandt andre Agnete Bjerre, Johannes Hofmeister og Karin Birgitte Lund.
Årets vinterudstilling udforsker temaer som fællesskab, håb og forandring. Flere af værkerne er valgt for deres varme farver og udtryk, der kan ses som en modvægt til vinterens mørke. Andre skildrer uro eller transformation og peger på livets cirkulære karakter. Kombinationen giver et udtryk, der både forbinder samlingens historie og de unge kuratorers nutidige perspektiv.
Værkerne præsenteres i en ny scenografisk ramme, som åbner udstillingsrummene og opfordrer publikum til at deltage aktivt. Gæster får mulighed for at dele egne refleksioner, reagere på værkerne og dermed bidrage til en bredere fortælling om, hvordan en samling kan opleves i dag – og hvordan den kan spejle en ny generations syn på verden.
Sideløbende med vinterudstillingen vises også en ophængning af Svend Engelunds værker, som fortsat udgør en central del af kunstbygningens identitet.
Udstillingen samler værker af en lang række markante kunstnere, heriblandt Bjarke Regn Svendsen, Søren Elgaard, Jette Debois, Eyvind Karup Nielsen, Helga Exner, Poul Anker Bech, Sigrid Lütken, Viktor Hagen-Müller, Jane Muus, Henrik Have, Anders Kirkegaard, Mogens Gissel, Claus Ørntoft og mange flere.
Kunstbygningen i Vrå inviterer alle interesserede til at opleve vinterudstillingens sidste åbningsdage, hvor både farver, stemninger og nye perspektiver står centralt i et arrangement, der forbinder generationer gennem kunsten.
Foto: Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.


