Denne søndag den 20. august 2023 holder Dorthe Hansen Keramik sidste sommeråbningsdag i caféen og butikken på Tuenvej i Sørig Gamle Skole.
– Dørene er åbne, og flaget er hejst fra klokken 11-17. Senere på året kommer der flere muligheder for at købe keramik, og datoerne offentliggøres senere, fortæller Dorthe Hansen.
Hun flytter til Tversted, og byggeriet af keramikerens nye bolig og værksted skrider planmæssigt frem.
– Efter 33 fantastiske sæsoner gør jeg mig klar til at lukke dørene til Sørig Gamle Skole. Jeg, min familie og vores gode personale har serveret tusindvis af kopper kaffe og bagt uendeligt mange kager. Jeg er utroligt stolt af at have skabt et sted, som så mange har nydt at besøge.
– Den gamle skole har dannet ramme om sommerferietraditioner, nye venskaber, barndomsminder og virkelig megen glæde. Jeg har fulgt mange af jer gennem årene, ligesom I har fulgt mig. Det har virkelig været givende og noget, jeg vil tage med mig videre.
Åbningen af værkstedet i Tversted er endnu ikke fastlagt, og det kan du løbende læse mere om i den lokale netavis NordsøPosten.

Link til relateret artikel


