Berlingske har i dag afdækket, at Dansk Folkepartis spidskandidat i Nordjylland, Anders Vistisen, ifølge egne regnskaber har brugt 212.990 kroner i EU-midler på udgifter til et såkaldt lokalkontor, uden at fremlægge dokumentation for, hvad pengene konkret er gået til. Det vækker undren hos folketingskandidat for Socialdemokratiet i Nordjylland, Simon Kollerup.
Sagen handler om de såkaldte blyantspenge fra Europa-Parlamentet, som skal bruges til udgifter knyttet til arbejdet som medlem. Men trods gentagne spørgsmål fra Berlingske har Anders Vistisen ikke ønsket at fremlægge kvitteringer eller konkret dokumentation for udgifterne.
“Det her ser jo bare forkert ud. Jeg synes, vi skal have tillid til hinanden. Derfor er jeg simpelthen uforstående over for, at Anders Vistisen ikke bare lægger beviser frem for, at der ikke er sket noget fordækt,” siger Simon Kollerup (S), folketingskandidat i Nordjylland.
Nicholas Aiossa er direktør for Transparency International EU. Han siger i Berlingske: ”Hvis Anders Vistisen bruger midlerne til legitime formål, bør han nemt kunne fremvise den nødvendige dokumentation, der kan bekræfte, at det, der står i hans deklarationer, er korrekte. Det kunne være en faktura på leje af et kontor.”
Simon peger på, at sagen er nem at afklare, hvis dokumentationen findes.
“Læg beviserne frem, og få det overstået. Det handler om tillid. Hvis pengene er brugt korrekt, så burde det være det letteste i verden at vise en faktura eller en kvittering. Det skylder man både vælgerne og den offentlige debat,” siger han.
Samtidig understreger Kollerup, at sagen også har betydning for tilliden til politikere lokalt i Nordjylland, hvor både han og Vistisen søger valg til Folketinget.
“Vi skylder de nordjyske vælgere gennemsigtighed. Anders Vistisen og jeg stiller begge op til det fornemste hverv i landet. Så er det helt rimeligt, at man kan gøre rede for sin brug af offentlige midler,” siger Simon Kollerup.
Kollerup opfordrer derfor til, at sagen bliver lagt åbent frem, så tvivlen kan ryddes af vejen.


