SIND i Hjørring Kommune inviterer tirsdag den 7. marts klokken 19 i Forsamlingsbygningen, Østergade 9 i Hjørring, til et spændende foredrag ”Autisme set indefra”.
Anne Skov Jensen gør deltagerne klogere på emnet bygget på egne erfaringer og viden.
Hun har levet med det hele livet og er først som voksen blevet diagnosticeret med Aspergers Syndrom og ADHD. Hun har en søn og datter med samme diagnoser.
Anne Skov Jensen er uddannet jurist og har blandt andet tidligere arbejdet som politibetjent, anklager og jurist i Statsforvaltningen.
Hun står bag Overlevelsesguiden og medvirkede i DR’s programmer “De skjulte talenter”. De seneste fire år har hun rejst rundt i landet sammen med Peter Lund Madsen og holdt foredrag om hjernen.
Anne Skov Jensen vil med udgangspunkt i de grundlæggende kerneområder indenfor autisme blandt andet fortælle om kommunikation, de eksekutive funktioner, det sociale, og hvorfor det er vigtigt at have fokus på styrkerne.
Derudover vil hun med praktiske eksempler fra hverdagen komme ind på sanserne, stress, sårbarhed og nedsmeltninger og ikke mindst, hvordan man med forskellige strategier kan gøre hverdagen lidt nemmere.
Foredraget er åbent for alle, og tilmelding kan ske ved at sende en sende en SMS eller ringe til Erik Christoffersen telefon 2926 2053 eller Flemming Riishøj telefon 2614 7685.
Autisme
Autisme er en udviklingsforstyrrelse. Personer med autisme har en anderledes måde at opleve verden på og kan have en nedsat evne til at sætte sig ind i andre menneskers tanker og følelser. Det gør sociale sammenhænge og kommunikation med andre mennesker meget svært. Læs mere hos kilden Psykiatrifonden
ADHD
ADHD er en impuls- og opmærksomhedsforstyrrelse. Foruden opmærksomhedsproblemer er hyperaktivitet og impulsiv adfærd karakteristisk. Nogle med ADHD har svært ved at holde fokus og har en rastløs eller uhæmmet adfærd. Andre er meget stille og sidder mest og dagdrømmer. Læs mere hos kilden Psykiatrifonden
SIND Hjørring
SIND Hjørring har i 30 år arbejdet på at leve op til formålet om at lokalt at bidrage til at styrke den mentale sundhed. Alt, hvad vi gør, er for at hæve menneskers selvværd og livskvalitet.
Vi kan alle føle os sårbare og det i en sådan grad, at man ønsker at for hjælp og støtte fra andre. For os er det ikke et spørgsmål om diagnoser for psykiske lidelser, men et spørgsmål om, at det kunne være godt at snakke med en eller flere om, hvordan man har det.
SIND Hjørring er for alle uanset alder, som føler sig i en presset, sårbar eller usikker situation. Det kan være familiemæssigt, eller som arbejdsløs. Du er måske i familie med eller ven til et menneske, der ikke har det godt. Det kan også være som pårørende til et menneske, der er psykisk sårbar. Læs mere om SIND Hjørring