Så blev det tid til Sindal Idrætsforenings store årlige gymnastikopvisning, hvor de forskellige gymnastikhold viste, hvad de havde lært i løbet af sæsonen.

I god tid før den traditionelle indmarch myldrede det ind i Sindal Hallerne med publikum og pårørende til de mange gymnaster. Hallen var flot pyntet med kulørte balloner, og der var indrettet en lille café med kaffe og kage.

Klokken 10 var der fælles indmarch og opvarmning på gulvet. Herefter kom Vrå PowerTeens og gav en formidabel opvisning. De blev afløst af “Forældre barn gymnastik”, og så gik det ellers slag i slag med de mange forskellige gymnastikhold, der alle gav nogle flotte opvisninger. Der var “Puslinge”, “Glad gymnastik for børn”, “De voksne 60+”, “Krudtuglerne”, “Danse Mix” og “Sindal Springerne”.

Indimellem de mange opvisninger var der konkurrencer for børn og voksne.

Efter opvisningerne blev en række frivillige hjælpere takket for deres store indsats i løbet af sæsonen, og de fik overrakt en gavekurv med alskens lækkerier.
Som noget nyt er der indstiftet en hæder som “Årets Hjælpetræner”, og æren tilfaldt Anine. Hun startede sæsonen som hjælpetræner på “Puslingeholdet”, og da det kneb med hænder på “Krudtugleholdet”, trådte Anine straks til. Hun har desuden lavet hoppe-dansen på “Puslingeholdet” til smølfegymnastikken. Til næste sæson fortsætter Anine på “Krudtugleholdet”.

Hele opvisningen blev meget professionelt bundet sammen af den afgående formand for Gymnastikafdelingen Michelle Rossel.


