Sisyfos var ifølge den græske mytologi en konge, der blev dømt til i evig tid at rulle en sten op ad en bjergside. Hver gang han næsten er ved toppen, ruller stenen fra ham og ender ved bjergets fod. Han må så begynde forfra med sit sisyfosarbejde.
– Frem og tilbage. Frem og tilbage. Den sidste måned har Ask R sejlet forbi vores udsigt hver halvanden eller anden time, så den ene vej, så den anden vej døgnet rundt, undtagen når der var stærk kuling. Den sugede sand fra havneindsejlingen i Hirtshals og pumpede det ud igen syd for Rubjerg Knude, noterer tidligere provst Lars-Erich Stephansen.
– Nu har den forladt os og ligger ved kaj i Thyborøn. I går kunne vi så tydeligt se den grågrønne havstrøm, der bærer alt sandet tilbage mod Hirtshals. Hvem sagde, at vi lever i et Sisyfos-samfund, lyder det med et ironisk spørgsmål fra den tidligere provst i Hjørring.