Forleden kunne mange lokale fra land iagttage, hvordan det imponerende smukke skoleskib Danmark rundede Hirtshals med kurs mof Frederikshavn.
Det dermed netop overståede 11 uger lange togt gik denne gang via Dublin i Irland, Portimao i Portugal og Ponta Delgada, Azorerne, inden kursen igen blev lagt mod Danmark og hjemhavnen i Frederikshavn. Når eleverne går i land, dimitterer de som ubefarne skibsassistenter og kan påbegynde deres maritime karriere.
– Skibet syder af aktivitet. Der er fuld skrue fra mønstringen kl. 8 til efter solen går ned. Vi er i fuld gang med at gennemføre afsluttende prøver i forskellige fag – for eksempel wiresplejs og der er også fuld gang i roning i skibets travaljer, fortæller Kaptajn Karl Zilmer og fortsætter:
– Disse dage holder vi også evaluering med eleverne. Ud over de store oplevelser på togtet, sker der meget med eleverne på togtet. De skal indgå i et tæt fællesskab i lang tid med hver sin veldefinerede rolle for, at “tandhjulene i maskinen” kan køre. Det er gået rigtigt godt, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de unge vil kunne bruge denne erfaring fremover, ikke mindst i forhold til at indgå i teamarbejde.
Morgenhilsen fra delfinerne
Stemningen på Danmark er helt unik. Især når det er sejlene, der driver skibet fremad. Det giver en særlig ro og stemning ombord. På grund af manglende vind langs den oprindelige rute blev kursen lagt om undervejs i togtet, så skoleskibet sejlede langs den portugisiske Atlanterhavskyst. På denne strækning fik man hver morgen en morgenhilsen og opvisning af en flok delfiner og også en finnehval kiggede forbi.
Stor maritim interesse blandt togtets elever
I år er interessen for at forfølge en karriere i Det Blå Danmark exceptionelt stor. For eksempel har 47 af de 80 elever ombord søgt ind til Esvagt i Esbjerg, og det glæder direktør for MARTEC, Pia Ankerstjerne:
– Skoleskibet Danmark er uvurderlig i arbejdet med at skabe interesse for de maritime uddannelser. Åbenhed over for en maritim karriere er en af de vigtige parametre, når vi udvælger elever til togterne på Skoleskibet. Derfor er glæden ekstra stor, når vi nu erfarer, at så mange af eleverne har fået øjnene op for de store og spændende karrieremuligheder herhjemme og i udlandet i umiddelbart forlængelse af togtet. Vi håber, de kommer til at bidrage til Det Blå Danmark i mange år fremover.
Rekruttering er i fuld gang til næste togt
Hos MARTEC er man allerede i gang med at rekruttere til næste togt med uddannelsesstart i februar 2022. Ansøgningsfristen for at komme i betragtning til næste togt er 8. januar. Alle ansøgere indkaldes til individuelle interviews.
– Vi har valgt at udskyde deadline for at søge ind på det kombinerede uddannelsesforløb til 8. januar. Det betyder, at man kan stadig nå at komme i betragtning til en af de eftertragtede pladser på Togt 112, fortæller driftsinspektør på skoleskibet Danmark, Pia Nyborg.
Perfekt timet i forhold til sommer og uddannelsesstart
Togt 112 er en del af uddannelsen til ubefaren skibsassistent kombi. Uddannelsesstart er februar 2022 med afslutning ultimo juni. Forløbet er perfekt timet i forhold til, at man kan lave planer for sommeren, uanset om det er rejser, festivaler eller lignende og derefter starte på en uddannelse til august eller september.
Er man interesseret i uddannelsen til ubefaren skibsassistent kombi med skoleskibstogt, kan man allerede nu søge ind via MARTECs hjemmeside.
Kilde: Kanal Frederikshavn.