Under den nationale ordning ”Skolens Venner – trivsel for alle” har Tornby Skole tilknyttet foreløbig to skolevenner. En skoleven er en frivillig voksen, der er tilknyttet en fast skoleklasse i 2-4 lektioner om ugen. For eleverne opleves skolevennen, som en tryg og rolig voksen, der kommer med opmuntrende ord, en støtte til læsning eller matematikopgaven, en hånd på skulderen, et lyttende øre eller en trøstende skulder.
”Skolevenner kan bidrage med et sæt ekstra hænder, ører, øjne, ro og nærvær. Lytte til barnet og hjælpe lærerne i det omfang, de synes det er OK,” fortæller Mette Møgelmose, der er frivillig skoleven hos Helle Ørum i 2. klasse på Tornby Skole. “Vi kan være med til at øge trivslen og støtte de børn, der har brug for en ekstra voksenrelation. Desuden være med som en ekstra voksen på ture og udflugter ud af huset”.
En anden af skolevennerne, Mie Gade, som er skoleven i 0. klasse hos Anne Marie Frost, glæder sig meget over at følge den udvikling, der sker med den enkelte elev. I starten er flere børn lidt forsigtige og tilbageholdende, men det går hurtigt over og de åbner op for den hjælp, som vi kan bidrage med. Der opbygges et tillidsforhold og en god kemi imellem os, hvilket har stor betydning
Lærerne på Tornby Skole har taget godt imod ordningen med skolevenner. Det er rigtig dejligt, fortæller lærer Helle Ørum. Ordningen giver noget begge veje, og det er fantastisk med ekstra hjælp – ikke mindst på de mange ture, som vi tager på til f.eks. Dyrskue, Naturmøde, Nordsøen Oceanarium, Kirkebesøg m.m.
Skoleleder på Tornby Skole, Mads Juul Andersen glæder sig over de tilknyttede skolevenner, der kommer med en masse glæde og overskud og kan bidrage på skolen med nogle værdifulde menneskelige kompetencer.
Mads fortæller videre, at skolen har en ambition om at udvide ordningen med en bagegruppe, som kan komme på skolen og være med til at bage boller, brød og kager og hygge sig i fællesskab om bagningen. I øjeblikket har vi én frivillig, der bager til børnene.
På skolens bibliotek er Lise Jakobsen og tidligere skoleinspektør Jens Erik Bonné tilknyttet som frivillige. Skolen modtager ikke økonomisk tilskud til driften af biblioteket. Derfor er det en kæmpestor hjælp til skolens bibliotekar Anja Moselund Poulsen med frivillige til at holde biblioteket kørende med et højt aktivitetsniveau. Det giver et stort flow af bogudlån og sikrer at biblioteket altid er sjovt og inspirerende at besøge og giver samtidigt børnene en øget læselyst.
Det kræver ikke nogle specifikke faglige kompetencer at blive skoleven. Vigtigst af alt er et varmt og roligt menneske, der kan indgå i skolens fællesskab. Som skoleven knyttes man typisk til en bestemt klasse 2-4 timer ugentligt. Det er dog vigtigt at pointere, at der er indbygget en stor grad af fleksibilitet, og der tages naturligvis altid hensyn til ferie m.v. Desuden er man underlagt skolens tavshedspligt.
Skulle nogle få lyst til at blive skoleven på Tornby Skole – evt. som deltager i en bagegruppe, er man meget velkommen til at kontakte Mads Juul Andersen på tlf. nr. 41936540.


