Skorstensfejermester Flemming E. Nielsen har i samarbejde med Hjerteforeningen anskaffet sig noget, han håber aldrig at få brug for, nemlig en Hjerterstarter opsat udenfor på værkstedet på adressen Lynggårdsvej 11 mellem Tversted og Bindslev.
– Nu er den her, hvis nogen skulle få brug for den. Det giver jo en vis tryghed også at vide, at folk ved, hvordan den anvendes og måske kan redde liv. Derfor har vi arrangeret et kursus på Restaurant Tannishus i Tversted med 25 tilmeldte naboer, fortæller Flemming E. Nielsen.
Hjerteforeningens instruktør Erik Seerup underviser deltagerne i, hvordan hjertestarteren skal bruges og holder et 30 minutters Hjerteredder-kursus og introduktion til genoplivning.
Om Hjertestop:
Hvert år rammes cirka 5.000 danskere af hjertestop uden for hospital. Det svarer til omkring 14 personer om dagen.
Overlevelsen efter hjertestop uden for hospital er i tal fra 2019 cirka 16 procent.
Hvis ingen træder til med genoplivning inden ambulancens ankomst, overlever 1 ud af 17.
Hvis et vidne træder til med hjertemassage, inden ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 6.
Hvis personer med hjertestop modtager genoplivning med brug af en hjertestarter, inden ambulancen ankommer, overlever næsten 1 ud af 2.
Hurtig reaktion ved et hjertestop er afgørende. Sandsynligheden for at overleve et hjertestop kan være helt op til 50-70 procent, hvis en person med hjertestop modtager genoplivning med brug af en hjertestarter inden for 3-5 minutter.
De fleste personer får varige skader eller dør, hvis ikke de får hjælp inden for cirka 10 minutter. Efter cirka seks minutter kan hjernen begynde at tage skade, og for hvert minut, der går uden genoplivning, falder chancen for at overleve med omkring 10 procent.
Kilde: Hjerteforeningen.dk
Om skorstensfejeren:
Med flere end 40 års erfaring indenfor branchen er Flemming E. Nielsen autoriseret skorstensfejermester i Nordjylland, herunder den gamle Hirtshals kommune og gamle Skagen kommune. Du kan se mere på www.skorstensfejerflemming.dk