Det var en af 68’er-bevægelsens helt store ikoner, der lørdag aften takket være Musikforeningen: I morgen er det jul, mor lagde vejen forbi Vendelbohus med en koncert som led i sin landsdækkende afskedsturne.
Niels Skousen huskes af mange som en af ungdomsoprørets fremtrædende kulturpersonligheder sammen med Klaus Rifbjerg og Ebbe Kløvedal Reich, og han deltog bl.a. i den hashrygende ”besættelse” af kulturministerens trappe i 1970.
Sideløbende med sit politiske arbejde har Niels Skousen haft en lang og glorværdig karriere inden for musikken, lyrikken og skuespillet. Særligt samarbejdet med Peter Ingemann var frugtbart og resulterede i en lang række danske lyriske sange.

Niels Skousen dannede også bandet Musikpatruljen sammen med Peter Ingemann, Knud Bjørnøe, Bjørn Uglebjerg og Tømrerclaus, og sammen udgav de i 1972 LP-albummet ”Musikpatruljen”.
Aftenens koncert blev skudt i gang med ørehængeren ”Isabel”, og så var linjen lagt. Det modne publikum nød den lange perlerække af smukke sange, serveret med Niels Skousens sympatiske og melankolske stemme, der trods de 82 år fortsat kan henrykke. Koncerten blev en herlig blanding af de gamle, velkendte samfundskritiske ballader, tilsat numre fra den seneste udgivelse, ”Blæsten og regnen”. Her er den samfundskritiske tilgang til livet afløst af fokus på relationer og kærligheden mellem mennesker.

Niels Skousen er med rette blevet kaldt Danmarks svar på Bob Dylan, og sammen med sine dygtige musikere gav han et fyldt Vendelbohus en flot afskedskoncert. Imellem numrene fortalte Skousen om sin livsrejse, der også har omfattet børnesange. Hvem husker ikke sangen ”Hulubulu, Lotte – hvor er du henne?”, som Niels Skousen skrev i 1988? Kendt blev Skousen også fra tv-serien ”Landsbyen”, hvor han spillede svineavleren Aksel Andersen gennem 44 afsnit.
Koncerten blev rundet af med nummeret ”Herfra hvor vi står”, der også er titlen på Skousen & Ingemanns første LP fra 1971. Nummeret er mejslet ind i den danske sangskat, og publikum sang naturligvis med af fuld kraft – om end det dejlige nummer var reduceret lidt i forhold til dets oprindelige godt otte minutter.
Niels Skousen fortsætter sin afskedsturne i de kommende måneder, en turné der også omfatter en helt udsolgt koncert i DR Koncerthusets Koncertsal den 3. juni.


