Økonomiudvalget skal onsdag den 11. oktober behandle en anmodning om en større intern rokade i Socialdemokratiet, som er byrådets største gruppe med ti medlemmer.
Rokaden omfatter fire medlemmer og tre fagudvalg. Den socialdemokratiske gruppe anmoder om følgende ændringer:
Tim Jensen (A) udtræder af Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget d. 31. oktober 2023
Thomas Klimek (A) udtræder af Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget d. 31. oktober 2023
Mai-Britt Beith (A) udtræder af Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget d. 30. november 2023
Tim Jensen (A) indtræder i Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget d. 1. november 2023
Thomas Klimek (A) indtræder i Arbejdsmarkeds-, Erhvervs- og Uddannelsesudvalget d. 1. november 2023
Arne Boelt (A) indtræder i Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget d. 1. december 2023

Socialdemokratiets borgmesterkandidat lægger ikke skjul på, at rokaden sigter mod kommunalvalget, der finder sted i november 2025.
”De mange forberedelser til kommunalvalget og en generobring af borgmesterposten tager for alvor fart, tid og kræfter fra næste år. Vi er nu halvvejs i perioden. I S-gruppen ser vi det som det optimale tidspunkt at sætte holdet på ny og samtidig frigøre kræfter til de mange opgaver, der venter forude,” udtaler Mai-Britt Beith, gruppeformand (A)
Hvis Økonomiudvalget imødekommer ønsket om rokade, indstilles det til godkendelse på byrådsmødet onsdag den 25. oktober med ikrafttræden derefter.


