Danske fiskere er blandt de mest regulerede erhvervsgrupper i landet.
Kvoterne bliver mindre. Kontrollen bliver skærpet. Reglerne bliver flere. Hvert eneste kilo fisk tælles, registreres og kontrolleres.
Samtidig svømmer millioner af fisk direkte ned i halsen på en voksende skarvbestand, uden at myndighederne løfter en finger.
En ny DTU-rapport dokumenterer, at skarver i visse områder kan æde op mod 88 procent af de unge torsk og skrubber. Det er et tal, som burde få alarmklokkerne til at ringe på Christiansborg, i ministerierne og i Bruxelles.
I stedet mødes problemet stadig med passivitet.
I årtier har erhvervsfiskerne peget på skarven som en væsentlig årsag til de pressede fiskebestande. De har set udviklingen på tæt hold. De har oplevet, hvordan fiskene er blevet færre, mens skarverne er blevet flere.
Nu bekræfter forskningen, at problemet er langt større, end mange har været villige til at erkende.
Alligevel fortsætter vi med en forvaltning, hvor næsten hele regningen sendes til fiskerne.
Hvis en fisker overskrider sin kvote, falder sanktionerne hurtigt. Hvis hundredtusindvis af skarver fortærer enorme mængder fisk, sker der stort set ingenting.
Det er en politik, som savner enhver form for proportioner.
Skarven er i praksis blevet Danmarks største fisker. Forskellen er bare, at den hverken har kvoter, fangstbegrænsninger, logbogskrav eller kontrolbesøg.
Resultatet er, at fiskerne pålægges stadig større begrænsninger, mens en af de største påvirkninger af fiskebestandene får lov til at vokse videre.
Det rammer ikke kun fiskerne. Det rammer hele kystsamfund. Hver gang en fiskekvote reduceres, får det konsekvenser for arbejdspladser, havne, fiskeauktioner, følgeerhverv og lokale økonomier.
Derfor er det på høje tid, at politikerne begynder at behandle skarven som den betydelige forvaltningsudfordring, den er.
Ingen taler om at udrydde skarven. Men ingen ansvarlig naturforvaltning kan acceptere, at én art får lov til at lægge et så massivt pres på allerede pressede fiskebestande.
Danmark bør arbejde for markant større muligheder for regulering af skarvbestanden, både nationalt og på europæisk niveau. Myndighederne bør målrette indsatsen mod de områder, hvor påvirkningen af fiskebestandene er størst.
Hvis målet er flere fisk i havet, er det ikke nok at regulere dem, der fanger fiskene.
Der skal også handles over for dem, der spiser dem.
Den nye DTU-rapport har gjort det sværere at ignorere virkeligheden. Spørgsmålet er nu, hvor længe politikerne fortsat vil vælge at gøre det.
Fiskebestanden er lav, fordi vi mennesker har overfisket i flere år. Vi har trods alt andre fødekilder, det har skarven og sælen ikke. Så måske vi istedet for at udrydde naturen, bare skulle ændre vores vaner og spise noget andet.