Under tirsdagens generalforsamling, som vi tidligere har omtalt, indtrådte Søren Kjær Christensen som ny formand for bestyrelsen i Erhverv Hjørring.
Formanden udtrykker efterfølgende både glæde og ydmyghed over at få stafetten fra A. Neil Jacobsen, der efter fire år som formand har valgt at give den videre, men med fortsat plads i bestyrelsen. Skiftet markerer dermed både kontinuitet og fornyelse i erhvervsorganisationen, som fortsat og i stigende grad spiller en central rolle for udviklingen af erhvervslivet i Hjørring Kommune.
Søren Kjær Christensen fremhæver, at han ser frem til et tæt samarbejde med næstformand Morten Juul-Olsen, der fortsætter på posten. Sammen står de i spidsen for en bestyrelse, som formanden beskriver som både kompetent og engageret.
Der blev samtidig sagt farvel til to markante profiler, Dorte Hovaldt og Kaj Bundgaard, der ikke genopstillede. Begge får også fra den tiltrædende formand anerkendende ord for deres indsats gennem årene.

To nye medlemmer blev budt velkommen, nemlig Laila Zielke og Kasper Brix. Begge repræsenterer turismebranchen i Hjørring Kommune og forventes at styrke bestyrelsens indsigt i et område, der spiller en stadig større rolle for kommunens erhvervsudvikling.
Ros til organisationens fundament
Den ny formand, som til daglig er har også benyttet anledningen til at fremhæve det stærke organisatoriske grundlag, Erhverv Hjørring står på. Han fremhævede særligt direktør Michael Vendelbo Pedersen, som han betegner som en central drivkraft bag de seneste års positive udvikling.
Samtidig sendte den nye formand en anerkendelse til tidligere kræfter som Bo Geertsen og en række nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer, der ifølge ham har været med til at skabe “et flot fundament” for organisationens arbejde.
Med formandsskiftet ser Erhverv Hjørring ind i en periode, hvor organisationen skal bygge videre på sin stærke position i det lokale erhvervsliv. Søren Kjær Christensen lægger ikke skjul på, at han ser frem til opgaven og til at fortsætte den rejse, der allerede er sat godt i gang.
For erhvervslivet og borgerne i Hjørring Kommune bliver det spændende at følge, hvordan den nye formand og bestyrelsen vil sætte deres aftryk på organisationens videre udvikling.
Som medlem af Erhverv Hjørring skal der hermed også fra NordsøPosten afskibes et stort tillykke til Søren Kjær Christensen.
Link til relateret artikel


