Direktør Anne Dorthe Holm bød velkommen til de mange gæster, der deltog i arrangementet i det smukke sommervejr, afsløres det af Vendsyssel Historiske Museum.
Søren Thirup, formand for Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Hjørring, talte om baggrunden for havens udpegelse og Margrethe Floryan, formand for haveudvalget i Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, kunne herefter overrække udpegelsesdiplomet på baggrund af en redegørelse for de kriterier, der dannede baggrund for museumshavens udpegelse sammen med 17 andre haver rundt omkring i landet.
Inden Søren Homann fra Det Konservative Folkeparti i sin egenskab af formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune klippede snoren til den nye udstilling, fortalte stud. mag. Lea Louise Bay Jepsen og formidlingschef Jens-Christian Hansen om arbejdet med udstillingen.
Museet glæder sig over anerkendelsen af de gamle haveanlæg, der nu igen er kommet til sin ære og værdighed. Publikum kan nu få mere at vide om de mange planter gennem nye skilte i urtehaven, der også indeholder QR-koder, der linker til museets hjemmeside, hvor man kan finde yderligere information om de enkelte planter.
Udstillingen i præstegården fortæller om havens historie og fokuserer på udvalgte planter og deres brug i lægevidenskaben gennem tiden. Publikum kan samtidigt nyde kaffen i den gamle præstegård eller se en lille film om årets gang i urtehaven.
Besøg museums- og urtehaven i museets åbningstid, tirsdag til søndag kl. 11 til 16.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.