Når Danmarks Naturfredningsforening fra den 13. til den 19. april op for den landsdækkende affaldsindsamling, er Soldalen i Sindal endnu en gang med i front. Sindal Borgerforening og Sindal IF Fodbold bakker op om initiativet og inviterer borgere i alle aldre til at give naturen en håndsrækning.
Affaldsindsamlingen finder sted over hele landet i april og samler hvert år titusindvis af frivillige, der går sammen om at rydde op i grøftekanter, grønne områder og byrum. I Sindal kulminerer indsatsen med en fælles indsamling lørdag den 18. april kl. 10.00.
– Vi glæder os til et par hyggelige timer sammen, hvor vi både gør noget godt for vores lokalområde og for fællesskabet, siger formand for Sindal Borgerforening, Kirstine Ladefoged.
Skoleelever og frivillige i fælles indsats
Oprydningen i Soldalen strækker sig over flere dage. Elever fra Sindal Skole deltager allerede i hverdagene i den såkaldte “skralde-uge”, mens borgerforeningen og idrætsforeningen samler op lørdag.
– Vi fortsætter skraldejagten med en fælles samling, hvor vi starter i klubhuset på Parallelvej 14 med kaffe og brød, inden vi bevæger os ud i området, fortæller Kirstine Ladefoged.
Initiativet handler ikke kun om affald – men også om ejerskab og ansvar for nærområdet.
– Vi elsker vores lokalområde og naturen her omkring. Men man bliver ærligt talt lidt nedtrykt, når man ser, hvor meget affald der ligger smidt rundt omkring. Derfor deltager vi igen i år og har udpeget nogle konkrete indsatsområder, som trænger til en ekstra hånd, siger hun.

Små mængder med stor betydning
Ved sidste års indsamling blev der samlet omkring 20 kilo affald, primært ved Sindal Stadion og i grøfterne langs Nørregade ud af byen. Det lyder måske ikke af meget, erkender formanden, men effekten er alligevel til at få øje på.
– Hvert eneste stykke affald, der bliver samlet op, er ét stykke mindre i naturen. Dåser, plastikposer, cigaretskod, snusposer og engangsemballage hører ikke hjemme dér, understreger hun.
På landsplan blev der sidste år indsamlet omkring 80 ton affald som led i Danmarks Naturfredningsforenings indsats – et tydeligt tegn på både problemets omfang og frivillighedens betydning.
Mere end oprydning
Ifølge Kirstine Ladefoged bidrager affaldsindsamlingen også til større bevidsthed om hverdagsadfærd.
– Når man selv har stået og samlet affald i grøften, bliver det meget tydeligt, at det ikke bare “forsvinder”, når man smider noget ud ad bilvinduet. Det giver både sammenhold og eftertanke, siger hun.
Samtidig håber hun, at færre deltagere i år vil lade sig nedslå af et eventuelt mindre affaldsudbytte.
– Måske er vi faktisk blevet bedre til at bruge skraldespanden. Det ville jo være det bedste tegn på succes, lyder det.
Praktisk information
Affaldsindsamlingen i Soldalen foregår lørdag den 18. april kl. 10.00 med start i klubhuset på Parallelvej 14 i Sindal. Deltagere opfordres til selv at medbringe arbejdshandsker og eventuelt en affaldstang.
Yderligere information kan findes på Sindal Borgerforenings Facebook-side.


