Den 15. november mødtes Elitesport Vendsyssel og Give Håndboldklub i 1. Division Herrer i Hallen Park Vendia i Hjørring. Et opgør mellem to oprykkere, hvor ESV med en solid start på sæsonen bar favoritværdigheden og GHK kom med fine præstationer i bagagen.
Efter en langsom start på kampen, skulle det også vise sig, at ESV havde tænkt sig at indfri sin position som favoritter. Magnus Rasmussen lagde ud med at score de to første mål, og efter 12 minutter stod der 7-2 på måltavlen og efter 23 minutter 12-5. På trods af at Give spillede 7 mod 6, havde de svært ved at bryde den stærke defensiv ned hos ESV.
I de sidste syv minutter af 1. halvleg lykkedes det dog for Give at finde lidt momentum, da der blev sat nye spillere ind i deres 7 mod 6-spil. I denne periode syntes ESV heller ikke at investere nok i duellerne, så GHK fik reduceret og ved pausen, stod der således 14-10 til ESV.
Give kom bedst ud til 2. halvleg og i løbet af de første syv minutter havde Give reduceret ESV´s føring til 16-15. Heldigvis finder ESV tilbage til sporet og scorer seks mål i træk. I denne fase skal der falde stor ros til ESV´s Nicolai Andersen, som scorer tre mål på intensivt og flot eksekveret duelspil og nævnes skal også et par solide mål af Kjartan Johansen.
Herfra er det mere eller mindre en formssag for ESV, som også i slutfasen giver spil til de to unge fløjspillere Jens K. Rasmussen og Mads Vestergård. Begge spillere laver et godt indhop.
Kampen ender 31-23 til ESV. Tillykke med sejren!
Kampens spiller sponsoreret af Vennelyst Ingeniør & Entreprenørforretning A/S og Bone’s Hjørring blev Magnus Rasmussen som er sponsoreret af REMA 1000 Hirtshals.
Målscorere for ESV
Magnus Rasmussen 7, Rasmus Hedegaard Carlsen 7, Kjartan Johansen 4, Nicolai Andersen 4, Mads Vestergaard 3, Jens Kaae Rasmussen 2, Thomas Petersen 2 og Mads Krarup 1.
Foto: Strandeng Media.


