Hele juli måned er der efter et års pause atter masser af sommeraktiviteter i den hyggelige museumshave ved Hirtshals Museum.
Pensionerede fiskere og vodbindere står klar til at demonstrere deres spændende håndværk og til at fortælle røverhistorier fra de syv have – selvfølgelig på vendelbomål. Gæsterne kan blandt andet være med til at slå reb, bøde net og lave sjippetov eller langereb. Herudover fremstilles der hængekøjer, flaskeskibe, sommerhusflag, ringspil og meget andet. Skulle sulten melde sig kan man i Fiskekrogens bod købe velsmagende fiskeretter til meget rimelige priser.
I museumshaven kan man også se mange af de krydderurter, der er anvendelige til bjeskfremstilling. Hver onsdag i juli kl. 10.30 vil der blive fortalt om de aktuelle planter og fremstillingen af bjesk. Medbring evt. din egen Brøndums Snaps og få den forvandlet til en flaske bjesk i bedste Signe Hansen tradition. Måske var det noget med den nyeste bjesk på hylderne, ”Vendsyssel Tidendes Bjesk”, der dog er en opskrift der har mange år på bagen, eftersom det er en af Signe Hansens originale opskrifter.
Hver onsdag får vi også besøg af pilefletterne, der fremstiller flotte kurve, foderbrætter og meget mere.
På Vendsyssel Historiske Museums afdeling i Hirtshals er bl.a. udstillingen ”Hirtshals ved havet” også et besøg værd. Her kan man blive klogere på byens udvikling, havnens historie og de gamle fisketeknikker m.v., ligesom man kan besøge ”det ternede hus” og se, hvordan en fiskerfamilie i Hirtshals boede i begyndelsen af 1900-årene.
Haveaktiviteterne foregår mandag til fredag fra kl. 10-16 i juli måned på Hirtshals Museum, Sophus Thomsensgade 6, 9850 Hirtshals. Museets udstillinger er ligeledes åbne alle søndage kl. 11-15.