På Vendsyssel Kunstmuseum (VKM) i Hjørring er der lagt op til en sommer fyldt med kunstoplevelser, kreative aktiviteter og arrangementer for både børn og voksne.
Kunstmuseet inviterer både lokale og feriegæster til at kombinere leg, læring og fordybelse med en række tilbud, der strækker sig langt ud over museumsbygningens vægge.
Et af sommerens helt store trækplastre er særudstillingen “På vej”, der samler værker af den anerkendte kunstner Poul Anker Bech (1942-2009). For første gang præsenterer museet en udstilling, der samler de mange variationer af motivet “vejen” i kunstnerens billedunivers gennem indlån fra både institutioner og private samlere fra hele landet.

Udstillingen ledsages af en række offentlige omvisninger hen over sommeren og sensommeren, hvor museets kunstformidlere giver besøgende et dybere indblik i værkerne og fortællingerne bag.
Der er samtidig tænkt særligt på de yngste gæster. Børnefamilier kan gå på detaljejagt i udstillingerne, hvor små skjulte elementer skal findes i malerierne, og jagten afsluttes med en lille præmie. I museets kreative værksted, som holder åbent fra tirsdag til søndag, kan børn og voksne blandt andet dekorere små campingvogne i træpap med inspiration fra Poul Anker Bechs karakteristiske billedverden.

Museets mobile ArtCamp, kunstvognen “Knud”, drager også på sommertogt rundt i Vendsyssel. Her flytter de kreative aktiviteter ud blandt publikum ved en række store sommerarrangementer. Første stop bliver Madmarked ved Klitgården i Tversted den 19. juli, hvorefter ArtCampen fortsætter til Dana Cup i Hjørring, Hirtshals Fiskefestival og Løkken Molefestival.

Dermed får endnu flere mulighed for at møde museets kunstformidlere og stifte bekendtskab med Poul Anker Bechs univers uden nødvendigvis at besøge museet.
Også museumsbutikken er klædt på til sommeren med særlige produkter knyttet til udstillingen, blandt andet en ny Poul Anker Bech-plakat, postkort og designvarer. Samtidig opfordrer museet kunstinteresserede til at tegne årskort, som giver fri adgang til museets udstillinger og arrangementer året rundt samt rabat i butikken.
Med kombinationen af store kunstoplevelser, familieaktiviteter og et omfattende program både på museet og rundt om i Vendsyssel satser Vendsyssel Kunstmuseum på at gøre sommerferien til en oplevelse, hvor kunsten kommer tæt på både børn og voksne.


