Svømmeskolen kommer naturligvis igen i år til at byde på en masse aktiviteter i og omkring vand. Deltagerne skal svømme og lave vandlege, men de skal også snakke om og øve livredning, ulykkeshåndtering og alarmering.
Ligeledes skal de sammen med underviserne igennem emnet badesikkerhed, som muligvis kan foregå ved stranden, hvis vejret tillader det. Her gennemgår de sikkerhed ved badning fra strand, hvor der nævnes og vises, hvor det er sikkert at bade med hensyn til strømforhold og revlehuller.
For at deltagerne ikke bliver helt opløste, vil en del af undervisningen også foregå på land, hvor man blandt andet vil lege, noterer tovholderne ved svømmeskolen, som videre oplyser, at der endnu er ledige pladser.