Der er mange samfundsforhold i spil i øjeblikket, som gør, at fremtiden kan synes en smule usikker – herunder stigende forbrugerpriser, højere renter og international uro.
Men retter vi blikket mod boligmarkedet, er der fortsat grund til optimisme. Sådan lyder det fra ejendomsmæglerkæden Nybolig, som har foretaget en rundringning blandt sine indehavere op til påskedagene.
-Danskernes økonomi er generelt godt rustet til de ændringer, vi gennemgår i øjeblikket. Selvom højere renter og stigende energipriser betyder større omkostninger forbundet med finansiering og forbrug, har danskerne fortsat godt med luft i økonomien til at købe bolig. Derfor forudser vi, at mange danskere traditionen tro vil udnytte påskedagene til at sætte gang i boligplanerne, siger Alexander Falck Winther, pressechef i Nybolig.
Mæglerkæden forventer især stor interesse for sommerhuse i løbet af helligdagene.
-Vi forventer igen i år en travl påske især for vores sommerhusmæglere. Coronapandemien tvang os til at blive hjemme i Danmark, og det fik lysten til at købe sommerhus til at spire hos mange. Her har samfundsnedlukningerne været en trigger for at investere i livskvalitet og frirum, og det er holdt ved, selv nu hvor coronaen er kommet under kontrol, siger Alexander Falck Winther.
At landegrænserne nu igen er åbne gør også sommerhusmarkedet ekstra attraktivt for købere, der ønsker at udleje.
-Ferieglade tyskere, nordmænd og svenskere pakker nu igen kufferterne for at drage på ferie i Danmark både i påsken og frem mod sommeren. Det er med til at booste sommerhusmarkedet og give tryghed for lejeindtægter til købere, der ønsker at leje deres sommerhus ud, siger Alexander Falck Winther.
Attraktivt marked for sælgere
Normalt ville højere renter og stigende energipriser betyde dalende boligpriser. Men det knappe boligudbud er med til at holde hånden under priserne og gøre markedet gunstigt for sælgere.
-Køberne er i den grad tilstede i et marked, hvor udbuddet af boliger til salg fortsat ligger omkring 37.000 mod normalt 60.000 før corona. Det gør betingelserne enormt attraktivt for sælgere, der ønsker at gå i markedet, siger Alexander Falck Winther.