– Dana Cup er et fantastisk stort aktiv for Hjørring Kommune, Hjørring Handel og for hele området. For en lokal købmandsbutik som vores betyder det også rigtig meget, at der lige ved siden af os ved Lundergårdskolen fra lørdag er fest og glade dage med fodboldkampe og mange overnattende, fortæller købmanden.
Han har oprustet både med hensyn til bestilling af ekstra varer og personale. Alle er indkaldt til en ekstra tørn for at servicere både Dana Cup-gæsterne og de mange trofaste stamkunder.
– Vi har som altid åbent klokken 7-21 hver dag, og til Dana Cup er der bestilt ekstra af de varer, som vi ved, de efterspørger som for eksempel sodavand, slik, pizza og heldigvis også frugt og grønt. Jo, vi glæder os til nogle travle dage.