Fredag var der forældredag med hygge og frivilligt arbejde ved Børnehuset Bjergby. Forældrerådet havde taget initiativ til arbejdsdagen, der mest handlede om at få etableret legepladsen Olga.
Navnet på legepladsen handler om, at Børnehsuet havde fået lov til at indtage nabogrunden, når den gamle dame, der boede i kommunens ligeså gamle hus, ikke længere var der, og hun hed såmænd Olga.
Så sidste år blev huset revet ned, og man er nu i gang med at bygge en ny og spændende legeplads nu, hvor man igen må samles. Der er nemlig gode traditioner for et stærkt forældresamarbejde og et meget aktivt forældreråd hos Børnehuset Bjergby.
Den frivillige arbejdsdag startede omkring klokken 13, idet de mest hardcore håndværkerfædre fortsatte, efter at de fleste børn og mødre var taget hjem omkring klokken 19. Der blev hamret, banket, savet, målt ud og målt op til sandkasse samt andre spændende ting på den nye legeplads.
Der var blevet gjort klar til at lave cyklebane med stenmel, som blev lagt ud og tromlet op og ned ad bakkerne, malet cykelskur og ladcykelgarage, alle legehuse og nogle af legeredskaber fik en tur med træolie.
– Det var en fest at se på alle de glade børn og voksne, som vrimlede over det hele omkring Børnehuset for første gang i 2 år. Hold nu op, hvor var der nogen, der knoklede, og vi er så taknemmelige, noterer faglig leder Ulla Bøjsen.
Der var indkøbt masser af drikkevarer, lavet kaffe og bagt kager, købt ispinde og sluttelig, da så regnen kom, stod Lauges far Mads under halvtaget og stegte et par hundrede pølser på medbragt Weber.
– Alle tog vejrskiftet fra 27 grader til øsende regn med højt humør, og det var ganske rørende at være med til denne skønne dag ovenpå den lange periode med restriktioner, slutter Ulla Bøjesen.
Foto: Børnehuset Bjergby.