I et samarbejdsprojekt mellem Løkken Skole og EUC NORD har eleverne arbejdet sammen om at bygge en trappe til ophold ved skolens boldbane. Her har den anvendte matematik i den grad været i fokus.
”Projektet har ikke kun anvendt elevernes matematiske færdigheder, men også deres evne til at samarbejde og løse problemer i praksis”, fortæller klassens matematiklærer, Grete Sandberg Andersen, som i foråret tog kontakt til EUC NORDs koordinator Kristian Holme Andersen, som er ankermand for et omfattende grundskolesamarbejde.
”Som erhvervsskole er det helt nødvendigt, at vi har dørene helt åbne – det er helt sikkert den bedst både at skabe forståelse for, hvordan undervisningen ved os er et samspil mellem det teoretisk og praktiske”, siger Kristian Holme Andersen. ”Vi bidrager i forløb som dette direkte til grundskolens fag, men altså med en praktisk dimension – her giver 2 og 2 faktisk 5. Vi har også særligt fokus på forløb som dette, hvor hele klasser og deres lærer indgår i et samarbejde. Det skaber et stærkt fundament for, at erfaringerne fra forløbene bliver understøttet i den daglige undervisning”.
De to skoler deltager også i andre forløb, hvor man netop udnytter hinandens færdigheder og kerneområder. Siden 2019 har der i folkeskolen været fokus på den praksisfaglige dimension – stærkt understøttet af den nuværende undervisningsminister, Mathias Tesfey, som også gerne ser håndværket sat mere i anvendelse i Folkeskolen.

”Jeg ser en flok enormt engagerede elever – og det er altså både drenge og piger”, siger Flemming Jensen, som er tømrerfaglærer ved EUC NORD, og primært undervise de mange hundrede elever, der årligt besøger EUC Nord. ”Selvom de jo ikke er håndværkere endnu – og selvom de ikke alle skal være det – så oplever jeg altid, at eleverne har en stor stolthed over det, som de har lavet”.
Men projektet handlede ikke kun om matematik. Samarbejde og kommunikation er nøgleelementer i processen. Eleverne fra Løkken Skole har også oplevet af samarbejde er en grundsten i håndværksfagene – og forløbet har således også styrket deres evne til at samarbejde og der er elever som viser styrker, som i den daglige undervisning ikke altid er så let af få frem.
”Jeg ser en klasse og en matematiklærer som udviser et enormt engagement”, fortæller skoleleder Susanne Jacobsen fra Løkken Skole, som også kan fortælle, at den lokale foreningen ”Den Maritime Oase”, som er en frivillig forældregruppen, der har stået for udviklingen af skolegården, har doneret 15.000 kr. til byggematerialerne. ”Løkken Skole er certificeret Udeskole, hvilket betyder, at vi bringer skolen udenfor i alle fag, og i det lys vil trappen fremover kunne bruges som et undervisningssted – og endda skabt af eleverne selv”, slutter skolelederen.
Der er indvielse af trappen fredag kl 11:30 på Løkken Skole, hvor formand for Børne-, Fritids- og undervisningsudvalget i Hjørring Kommune, Gry Bruun Nielsen, indvier trappen.


