Lendum Kultur & Borgerhus og Lendum Borgerforening inviterer til Stand Up show i Lendum Kultur & Borgerhus torsdag den 22. januar klokken 19.
Der er lagt op til en festlig aften med nogle meget morsomme herrer Søren Ladefoged og Henrik Danielsen.

Arrangørerne skriver:
Komikeren Søren Ladefoged bruger en unik blanding af at have en Thybos uimponerethed og et stort komisk overskud til at stille skarpt på de absurde og åndssvage ting i sit, dit og vores liv – og få alle til at grine af det.
Sørens øje for den gode joke, hans kærlighed til det fjollede og den medfødte evne til at stille selv de dummeste spørgsmål gør, at ingen og intet er helligt for ham. Især ikke, når det kommer til hans egne særheder.
Ud over sin egen stand-up er Søren Ladefoged også en talentfuld skriver og jokesmed, der også låner sine evner ud til andre komikere, manuskripter og tv-produktioner. Han har blandt andet været medforfatter og opvarmningskomiker på Conrad Moldens seneste ”ÆØÅ”-show, ligesom han har varmet op for Simon Talbot til flere testshows og været en del af Talbots skriver-hold på ”En Stor Aften med Simon Talbot” på TV 2 og på programmet ”Roasted Sæson 1” på Amazon Prime.

Henrik Danielsen er et af de nye talenter fra Aalborgs comedy scene. Henriks comedy tager oftest udgangspunkt i ham selv og hans hverdag, og han er ikke bange for at udlevere selv de mest pinlige situationer som hverdagen måtte indebære. Henrik er virkelig sjov og forstår at tilpasse sig til den stemning publikum i lokalet har.
I 2017 varmede Henrik op for den britiske komiker Conrad Molden, da han besøgte Aalborg. Da Conrad skulle på turné igen i 2019-20, blev Henrik valgt til at varme op på flere steder af turnéen, fordi han fik så meget ros af publikum.
– Kom til en festlig aften og få rørt lattermusklerne, fortæller Lendum Kultur & Borgerhus/ Borgerforening. Billetter til 125 kroner stykket sælges via mailen [email protected] og telefon 5093 4490. Eventuelle resterende billetter sælges ved døren fra klokken 18.


