Det var svært at finde en ledig plads, da Sindal Bykirke søndag slog dørene op til årets Luciagudstjeneste. Forventningens glæde var tydelig blandt de mange fremmødte, der talte både stolte forældre, bedsteforældre og andre pårørende, som var kommet for at overvære den smukke tradition.
Stemningen blev forstærket, da lyset blev slukket, og kirken henstod i totalt mørke. Stilheden blev kun brudt af den velkendte sang “Nu bæres lyset frem”, da “Stjerneskuddene”, kirkens børnekor, langsomt bevægede sig op gennem midtergangen i et smukt lysoptog. Koret tog opstilling ved alteret og fortsatte sangen.
Efter optoget bød sognepræst Sofie Boe Lystlund velkommen. I sin prædiken greb hun fat i de temaer, der knytter sig til både adventstiden og Lucia-traditionen: Længslen, ventetiden og håbet.
Gudstjenesten vekslede stemningsfuldt mellem prædiken, læsninger og sang. “Stjerneskuddene” optrådte med flere sange, og menigheden sang med på fællessalmer blandt andet fra det omdelte sangblad.
Men hvorfor samles vi egentlig i mørket for at fejre en ung kvinde fra Sicilien? Historien om Lucia går tilbage til år 304, hvor hun som blot 20-årig blev henrettet i Syrakus. Hun var rig, forlovet og havde livet foran sig, men hendes kristne tro bød hende at dele sin rigdom med de fattige. Om natten sneg Lucia sig ud og gik i ly af mørket rundt med mad til de fattige. For at kunne se i natten, og for samtidig at have sine hænder fri til at hjælpe, bar hun en krans med lys i på hovedet. Dette barmhjertighedsarbejde vakte familiens vrede og førte hende i døden for de romerske bødler. Nu, 1721 år senere, mindes vi hende stadig. Navnet Lucia kommer af det latinske ord for lys, “lux”, og netop lyset er blevet hendes kendetegn gennem århundrederne. I Norden har Lucia fået en helt særlig betydning, da hendes helgendag den 13. december i middelalderen lå tæt på vintersolhverv. Hun blev symbolet på lyset i vinternatten. Da den svenske tradition med hvide kjoler og lyskranse kom til Danmark i 1940’erne, fik den yderligere dybde. Det var midt under besættelsens mørke år, og optoget blev hurtigt tolket som et stille, men stærkt udtryk for håb.
Det var netop dette håb, der søndag eftermiddag igen lyste op i Sindal Bykirke, da børnene bar lyset frem og mindede os om, at mørket ikke varer evigt.
