For første gang nogensinde er det lykkedes forskere fra DTU Aqua at få vilde stenbidere til at gyde i fangenskab, og samtidig dokumentere øjeblikket på video. Begivenheden fandt sted i DTU Aquas eksperimentelle facilitet for vilde fisk, også kendt som fiskestalden, hvor forskere i disse uger arbejder intensivt med at kortlægge stenbiderens biologi.
Gydningen fandt sted midt i påsken, da en vild stenbiderhun på få sekunder satte sin karakteristiske røde rogn på udlagte sten i akvariet. Umiddelbart efter blev æggene befrugtet af en han. Hele forløbet blev fanget på kamera, hvilket er et gennembrud, som forskerne havde håbet på, men ikke turdet regne med, skriver DTU Aqua.
DTU Aqua huser i øjeblikket 35 vilde stenbidere i fiskestalden, heraf 12 hunner og 23 hanner, som led i det nye forskningsprojekt NOW-LUMP. Det er første gang, instituttet arbejder med vilde stenbidere i fangenskab, og marts og april er samtidig artens naturlige gydesæson.
Ifølge projektleder og professor Jane Behrens er resultaterne indtil videre gået over al forventning.
– Stenbiderhunnerne har produceret store mængder æg uden problemer, og fire gydemodne hunner har vi isoleret sammen med en han, så æggene kan blive befrugtet og plejet. At det samtidig lykkedes os at livefilme gydningen, er en helt fantastisk oplevelse, siger hun.
Projektet NOW-LUMP er støttet af den nystiftede velgørende organisation Seabreak og har til formål at skabe ny og solid biologisk viden om stenbideren – også kendt som lumpfish. Forskerne vil blandt andet undersøge artens biologi, adfærd og sårbarhed over for miljøforandringer.
Den viden skal bruges til at styrke forvaltningen af arten i danske farvande. Siden sidste år har der været forbud mod fiskeri efter stenbider i Danmark, fordi bestanden er under pres.
Som en del af projektet vil DTU Aqua også samarbejde med landets fire største nationale offentlige akvarier om at etablere udstillinger om stenbideren. Her skal publikum lære fisken at kende for andet end dens røde rogn, som tidligere gjorde den til en eftertragtet spisefisk.
Nu retter forskerne blikket mod næste fase: klækningen.
– Vi venter spændt på at se, hvordan det går med de befrugtede æg. Hvis der kommer unger ud af dem, får vi travlt, for de små stenbidere skal have levende føde hver dag, fortæller Jane Behrens.
Hvis æggene klækker, vil ynglen fra første færd ligne små grønne kopier af de voksne fisk – og give forskerne en helt ny mulighed for at følge stenbiderens livscyklus tæt fra begyndelsen.
Kilde: DTU Aqua.


