Stenhøj Husene er nu færdige med at flytte virksomheden og dermed 80 medarbejderes udgangspunkt til Hjørring.
Virksomheden, der bygger fritidshuse i hele Danmark, er flyttet til Hjørring fra industrikvarteret Vangen syd fra Frederikshavn. Alle interesserede er inviteret til åbent hus og reception fredag den 4. juli klokken 10-14 i Stenhøj Husenes nye, flotte domicil på den nye adresse Johs. E. Rasmussens Vej 18.
– Vi er glade for at komme til Hjørring, hvor mange af vores medarbejdere bor. Vi er knap 20 på kontoret og værkstedet og lageret tæt ved. De øvrige er håndværkere, og vi glæder os til at vise vores nye flotte faciliteter frem og til at holde fest for alle på fredag, fortæller salgschef Rasmus Thomsen fra Hjørring.

– Stenhøj Husene er et af de ældste firmaer i branchen, og vi lægger stor vægt på gode håndværksmæssige traditioner, som vi kombinerer med moderne teknik og materialer af meget høj kvalitet. Alle er ansatte i virksomheden, og det sikrer kunderne, som er hr. og fru Danmark, stabilitet, høj kvalitet samt at tidsplanen altid overholdes, fortæller salgschefen.
Siden tømrermester Keld Nielsen i 1962 begyndte at producere sommerhuse i landsbyen Stenhøj ved Frederikshavn, er det blevet til flere end 5000 huse.
Stenhøj Husene kunne i 2022 fejre 60-års jubilæum, hvilket du kan læse meget mere om i et flot jubilæumsskrift om Stenhøj Husene.

Medarbejderstaben er vokset til 80 fast tilknyttede og meget erfarne medarbejdere, heraf flere med mellem 30 til 40 års erfaring. Betegnelsen sommerhuse er nu opdateret til fritidshuse, som typisk er i brug også uden for sommermånederne.
– Vores huse er populære i hele landet med omkring 50 procent salg på Sjælland og resten fordelt på Fyn og Jylland.

Fredag den 4. juli er der atter fest hos Stenhøj Husene og nu i Hjørring. Bryghuset Vendia stiller op med ølvogn og serverer lette retter til alle.



