Af Stine Fruergaard Dahl Møller
Hjørring
Efter et dialogmøde i Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget (BFU) d. 1/6 sidder jeg tilbage med mange tanker:
Vi bliver bedt om at vælge mellem løsninger, hvor alle gør noget dårligere.
Det bliver kaldt inddragelse.
Men i virkeligheden føles det som at vælge mellem pest og kolera.
For når der skal spares i den størrelsesorden, findes der ikke gode løsninger.
Kun forringelser.
Besparelser i en størrelsesorden, der kan mærkes
Der skal spares markant på BFU-området de kommende år.
Det er ikke små justeringer.
Det er besparelser, der rammer direkte i hverdagen:
- færre ressourcer
- færre voksne
- færre muligheder
Og det sker i et system, hvor der allerede er skåret hårdt.
Vi har allerede skåret ind til benet.
Vi har været her før.
Ved tidligere skolelukninger blev der effektiviseret markant.
De skoler, der står tilbage, er i dag stramt drevet og uden buffer.
Og nu bliver der skåret igen.
Virkeligheden i hverdagen
Det her er ikke teori.
Det er virkeligheden:
- slidte lokaler
- ingen lejrskoler
- ingen ture
- ingen ekstra muligheder
Der er ikke råd til det mindste ekstra.
Flere vælger folkeskolen fra
Udviklingen er tydelig.
Flere børn går i fri- og privatskoler.
I landkommuner er det nu omkring hver femte elev.
Når eleverne går, følger pengene med.
Det betyder, at jo mere vi forringer folkeskolen, jo mere mister vi den.
Det er ikke lige vilkår!
Privat- og friskoler modtager mere i statstilskud pr. elev, end en elev i almenskolen får. Selvom regnestykket kun tager udgangspunkt i cirka 75–79 procent af udgiften pr. barn i folkeskolen, har forældre derudover også en egenbetaling.
Samtidig skal folkeskolen:
- rumme alle børn
- løfte specialområdet
- håndtere stigende kompleksitet
Det er ikke et frit valgsystem.
Det er et skævt system.
Et nulsumsspil
Når der bruges flere penge ét sted, skal de findes et andet sted.
Udgifter som tabt arbejdsfortjeneste er steget, det samme gælder udgifter til det specialiserede socialområde.
Det er nødvendige indsatser.
Men konsekvensen er, at der bliver mindre tilbage til almenområdet.
Og det er folkeskolen, der mærker det.
Aalborg råber op
I Aalborg har skolebestyrelser fra nogle af kommunens største skoler råbt vagt i gevær. De repræsenterer omkring 42 procent af eleverne og advarer om, at besparelser vil svække kvalitet, trivsel og faglighed.
- De stopper op.
- De reagerer.
- De siger fra.
Kommunernes folkeskolebudgetter er under massivt pres, da stigende udgifter til specialområdet æder en stadigt større del af midlerne. Selvom gennemsnitsudgiften pr. elev stiger, oplever mange skoler besparelser, hvilket skaber store forskelle og mangel på ressourcer i den almene undervisning.
Uligheden er blevet normal
Som Michael Harritslev har peget på:
Vi ville aldrig acceptere, at kvaliteten på hospitaler afhænger af postnummer.
Men i folkeskolen accepterer vi, at børns muligheder afhænger af kommunegrænsen.
Problemet bliver først synligt, når det rammer en selv.
Måske er det derfor, det får lov til at fortsætte.
Mange opdager det først, når det rammer:
- deres eget barn
- deres egen skole
- deres egen hverdag
Men der er vi allerede ved at være.
Og så bliver vi spurgt: Hvad vil I gøre?
Til mødet blev vi spurgt:
Hvad ville I gøre i vores sted?
Men når alle løsninger er dårlige, er det ikke valget, der er problemet.
Det er rammerne.
Hvis noget ikke virker, hvorfor gør vi så mere af det?
Vi kan allerede se konsekvenserne:
- flere vælger folkeskolen fra
- uligheden vokser
- presset på medarbejdere stiger
- kommunen bliver mindre attraktiv!
Så det helt enkle spørgsmål er:
Hvad er det, vi opnår?
Politikerne er ikke bare administratorer
Vi får at vide, at der ikke er noget at gøre.
Men politikere er valgt til mere end at spare.
De er valgt til at:
- sige sandheden
- råbe op
- presse systemet
Der er noget, man kan gøre
Der er stadig ikke truffet endelige beslutninger.
Det betyder, at der stadig er mulighed for at vælge en anden retning.
Det kræver:
- at man siger, at det ikke hænger sammen
- at man presser opad
- at man tør tage konflikten
Vær den irriterende stemme
Hvis systemet ikke fungerer, skal nogen sige det.
Igen og igen.
Bliv ved.
Pres på.
Tag kampen.
Vær den stemme, der ikke holder op!
Folkeskolen er fundamentet
Når vi svækker den, svækker vi:
- børnene
- fællesskabet
- fremtiden
Aalborg har allerede råbt op.
Spørgsmålet er, om vi også gør det – eller om vi først reagerer, når det er for sent.
