Trods en bidende kulde torsdag morgen stod kunderne i lange køer udenfor SPAR på Margrethevej, hvor købmand René Ejstrup Larsen officielt slog dørene op til de flot nyrenoverede og markant udvidede butikslokaler.
Den store interesse var ikke til at tage fejl af hos de fremmødte lokale. Allerede i god tid før åbningen kl. 8.30 havde rigtig mange kunder taget opstilling for at sikre sig et eller flere af dagens mange gode tilbud, goodiebags og de første smagsprøver.

Indenfor ventede heldigvis en varm og festlig atmosfære. Frivillige hjælpere fra Lions bidrog til afviklingen, mens butikkens medarbejdere sørgede for rundstykker, kaffe og imødekommende stemning fra første minut. Hele resten af dagen er der desuden indslag fra både slagter, delikatesse og flere af butikkens leverandører, som står klar med smagsprøver.
Festlig åbning med taler og røde snore
Åbningen bød også på officielle taler fra købmand René Ejstrup Larsen, Nils Bonde fra Dagrofa og borgmester Søren Smalbro, som stod for det ceremonielle klip af den røde snor ved det nye indgangsparti til SPAR.

René Ejstrup Larsen benyttede indledningsvis muligheden for at takke de involverede i projektet samt ansatte og de frivillige fra Lions. Borgmesteren indledte sin tale med en varm hilsen til både byen og de mange faste kunder, der i årevis har lagt vejen forbi SPAR på Margrethevej:
“I dag markeres en stor dag, hvor I officielt kan åbne dørene til denne nye flotte butik. Jeg ved, at det er flere år siden, at du, René, henvendte dig til Hjørring Kommune med de første tegninger. Hvad kunne lade sig gøre, og hvad skulle der tegnes lidt mere på? Der blev hurtigt fundet en fælles forståelse for, hvad der var af ønsker, og hvad der kunne lade sig gøre indenfor lovens rammer,” sagde Søren Smalbro.
“Der var en periode med stigende usikkerhed, stigende byggepriser og stigende finansieringsomkostninger, hvor du, René, og helt sikkert også Pia, var i tænkeboks: Skal vi eller skal vi ikke? Resultatet af alle forberedelserne, tankerne og investeringerne, står nu klar, og resultatet taler vist for sig selv,” fortsatte borgmesteren foran de efterhånden frysende, men også spændte kunder på pladsen foran SPAR.

“Kæmpe stort tillykke med den flotte forretning og tak, fordi I traf beslutningen, ja, vi gør det. Held og lykke og på vegne af Hjørring Kommune. Kæmpe stort tillykke,” sluttede Søren Smalbro og fik klippet snoren ind til SPAR.
Dagrofas repræsentant roste initiativ og lokal opbakning
Nils Bonde fra Dagrofa havde forinden i sin tale nævnt den stærke lokale forankring og den vedholdenhed, som købmanden og teamet har udvist gennem hele processen.

Han understregede samtidig SPAR som et vigtigt lokalt samlingspunkt, hvilket var et budskab, der faldt i god tråd med borgmesterens rosende ord om samarbejde og fremtidssikring hos SPAR.
En butik, der gør en forskel
For købmandsparret Pia og René Ejstrup Larsen markerer dagen da også kulminationen på en lang proces, og begyndelsen på en ny æra for SPAR i Hirtshals. De nye lokaler rummer både flere kvadratmeter, nye afdelinger, mere plads til friskvarer og forbedrede rammer for såvel de mange kunder og de ansatte.

Festlighederne fortsætter herefter hele dagen og med ekstra gode tilbud frem til søndag. De mange besøgende gik da heller ikke forgæves. Der var som allerede antydet goodiebags til de første 200 kunder, slikposer til børn, konkurrencer og smagsprøver i store mængder, hvilket bidrog til fra morgenstunden at skabe en fantastisk stemning.

SPAR på Margrethevej står nu stærkere end nogensinde i Hirtshals. Som en moderne og lokalt forankret dagligvarebutik med endnu bedre muligheder for at servicere alle i havnebyen og omegnen.



