Der var stor glæde hos Bjergby-Mygdal Badminton, da foreningen modtog en donation på hele 258.000 kroner fra Nykredit Fonden og Spar Nord.
Donationsoverrækkelsen fandt sted i forbindelse med klubbens medlems- og frivilligdag i Fun Park Hirtshals, hvor lokalbankdirektør i Hjørring, Mads Pedersen, personligt kiggede forbi for at overrække den flotte støtte.
I badmintonklubben vækker donationen stor taknemmelighed, da pengene skal bruges til nyt inventar og moderne træningsudstyr, som vil komme både nuværende og kommende medlemmer til gode i mange år fremover.
Bestyrelsen i Bjergby-Mygdal Badminton understreger, at støtten har stor betydning for en lokal forening, hvor frivillighed og fællesskab er bærende værdier.
– Vi er utrolig glade, taknemmelige og stolte over den støtte, vi har fået. For en lokal forening som vores betyder det rigtig meget, når fonde og lokale samarbejdspartnere bakker op om fællesskabet og det frivillige arbejde, lyder det fra bestyrelsen.
Klubben sender samtidig en stor tak til både Nykredit Fonden og Spar Nord for opbakningen.
Ifølge bestyrelsen betyder støtten langt mere end blot nye materialer og faciliteter – den er også en vigtig anerkendelse af det lokale foreningsliv og de mange frivillige kræfter bag klubben.
Foto: Bjergby-Mygdal Badminton.


