I fem år har Kornets Hus været samlingspunkt for aktiviteter og oplevelser med fokus på korn, madkultur og formidling.
Alt dette fejres med gæster, samarbejdspartnere og det lokale erhvervsliv i weekenden den 19. til 21. juni, hvor Kornets Hus inviterer til fødselsdagsfest.
Weekenden byder på en række oplevelser og aktiviteter, der retter sig mod både lokale besøgende og gæster udefra. Arrangementerne er sammensat med henblik på at give indblik i, hvad man kan i Kornets Hus, og samtidig skabe en festlig ramme om markeringen af jubilæet.
Flere arrangementer er allerede udsolgt
Af hensyn til forplejning og kapacitet har gæsterne forud for fødselsdagen skullet booke sig ind på weekendens mange arrangementer, og her er flere af dem allerede udsolgt, så der nu kun er et mindre antal pladser tilbage til de resterende arrangementer.

Direktør Rikke Ejsenhardt fremhæver, at interessen har været overvældende, og at det er tydeligt, at mange ønsker at deltage i fejringen.
– Det har været overvældende at mærke interessen for at være med til at fejre os, og det stemmer meget godt overens med det momentum og de gode besøgstal, vi har mærket her i årets første seks måneder.
– Samtidig har vi også lavet et godt og spændende program, hvor vi virkelig kommer til at få liv i huset med bageværkstedet, caféen, udstillingen og sikkert også haven, hvis vejret er med os, fortæller Rikke Ejsenhardt.
Fødselsdagsweekenden er dermed ikke kun en fejring, men også en indikator på, at Kornets Hus formår at tiltrække et bredt publikum med sin formidling, oplevelser og aktiviteter og tegner et billede af et hus med en stigende interesse, engagement og besøgstal.
Fejringen finder sted over tre dage og starter med reception fredag den 19. juni. Lørdag den 20. juni er der pizzafest og fødselsdagsbrunch i caféen, og søndag kan man komme på fire forskellige workshops i bageværkstedet, mens der kan købes sandwich og kage i caféen.
Det fulde program og tilmelding kan tilgås her.



