For tredje gang har Happy Feet i Hirtshals arrangeret en gåtur til fordel for Stafet For Livet og Kræftens Bekæmpelse, og endnu en gang blev arrangementet mødt med stor opbakning fra både deltagere og lokale sponsorer.
I alt 30 deltagere mødte op til den 6,4 kilometer lange tur, som blev gennemført i strålende solskin. Ruten førte deltagerne gennem både Brombærstien og Junglestien, hvor alle kom sikkert igennem de naturskønne omgivelser.
Undervejs var stemningen høj, og der blev både gået til og snakket flittigt blandt de fremmødte. Som en ekstra motivation var der præmier på højkant, og fire heldige deltagere kunne efter turen glæde sig over gevinster sponsoreret af Nybolig, Café Møller og Matas i Hirtshals.

Hos Happy Feet glæder man sig især over den store lokale opbakning, som arrangementet har fået. Både deltagere og sponsorer har bidraget til indsamlingen, der denne gang har givet et overskud på 3.450 kroner.
Beløbet går ubeskåret til Stafet For Livet og Kræftens Bekæmpelse, som dermed får endnu et økonomisk bidrag fra det lokale initiativ.
Ifølge Jette Vinther hos Happy Feet er man endnu engang blevet overvældet af den støtte og velvilje, som arrangementet har mødt i lokalsamfundet.


