Rigtig mange gæstede søndag Vrejlev Kloster, hvor der er tradition for at åbne gårdsplads, hovedbygning og klosterhave til det årlige Vrejlev Klostermarked.
Folk fra nær og fjern strømmede til, da haveporten åbnede kl. 10, til en af årets mest stemningsfulde dage på det historiske Vrejlev Kloster fra ca. år 1150.
Under de kæmpestore bøgetræer i den flotte klosterhave var der masser af boder, som bl.a. bød på flot husflid og kunsthåndværk i alle afskygninger, vine, æblemost, honning, spegepølser, romkugler, chokolade, pølser m.m. samt ikke mindst oste fra Ingstrup Mejeri, der er lavet af mælken fra køerne på Vrejlev Kloster.
– Familien Holst er i den grad lykkedes med at skabe et Vrejlev Klostermarked, der emmer af husflid og kunsthåndværk i høj kvalitet samt unikke smagsoplevelser med landsdelens fantastiske råvarer, fortæller lokale Henrik Hansen.
Blandt de mange blomstrende rhododendron i klosterhaven blev den gode stemning traditionen tro akkompagneret af Advokatens New Orleans Jazz Band, som spillede haven op i løbet af dagen, mens der rundt omkring i haven var hyggelige aktiviteter for børnene.
Når sulten meldte sig, var der bl.a. salg af lækre markedspølser og is, eller man kunne nyde en let anretning i hovedbygningens smukke spisestue og riddersal.
Både på Vrejlev Kloster og i Vrejlev Kirke var der spændende rundvisninger, og på trods af det svingende sommervejr blev årets Klostermarked en stor succes med mange besøgende.
Foto: Henrik Hansen.


