Der kom rigtig mange gæster lørdag, da Tornby Gamle Købmandsgaard klokken 10-16 holdt den første af to dage med Skudemarked 2026.
23 udstillere fra både Norge og Danmark udstiller deres kunsthåndværk igen søndag i samme tidsrum, og der er masser af spændende og flot håndværk.
For eksempel udstiller og sælger norske Kåre Jan Myrene rigtig flot håndværk og trækunst både som, skærebrætter, ure og smarte, roterende ostefade lavet i forskellige træsorter.
Der er også masser af interessant historisk materiale, for i butikken og i Cafe Krymmel findes en plancheudstilling, som fortæller om egnen og skudehandlens tid. I Laden er der også fortællinger om egnens fortid, skudehandel og en dramatisk stranding i 1790.
Købmandsbutikken fremstår med originalt inventar fra 1860, hvor den var en landhandel, og i dag kan du stadig handle ”over disken”, som før verden gik af lave med selvbetjening og plastikposer.
Tidens krav til registrering har dog gjort, at det gamle kasseapparat er erstattet af noget moderne udstyr, så tiden er brudt ind i denne tidslomme.
Mettes Kaffestue og gamle spisestue fra 1800-tallet serverer kaffe/the/chokolade og kolde drikke ledsaget af en smag af de gode gamle dage med hjemmebagte boller og kringle.
Peter Krogh spiller dejlig afslappet musik på gårdspladsen, hvor Pølsebaren åbner til og med middag, og Pouls Vaffelbageri tryller på den gode gammeldags måde over åbent ildsted med et vaffeljern fra bedstemors tid.
Bjesk smagning lige over middag frister, og ild i essen hos smedene i Købmandsgaardens gamle smedjeværksted er bestemt også en oplevelse med et sus fra dengang.

Du kan søndag stadig nå at opleve Skudemarked 2026 hos Tornby Gl. Købmandsgaard…



Det er så hyggeligt, og kvaliteten i boderne er høj! Dertil kaffe og kringelkage i gården. God sommer!