– Allerede inden vi åbnede dørene kl. 7.00 i morges, stod folk i kø foran vores dør for at komme ind og gøre brug af de mange gode jubilæumstilbud, fortæller daglig leder i BYGMA, Claus Møller, da NordsøPosten fanger ham i en kort ledig stund, mens han hjælper de mange fremmødte kunder. Og det er flere af de dyrere varer, som gasgril, robotplæneklippere og højtryksrensere, der bliver solgt mange af.

Bygma fejrer, det er 25 år siden, at man indviede det flotte nye byggeri på Dalsagervej. Helt nøjagtigt åbnede man den 18. maj 2000. Som mange lokale Hirtshals-folk sikkert husker, lå Bergs Tømmerhandel i Vestergade indtil den i 1994 blev solgt til P. H. Trælast i Bindslev.
Rammerne i Vestergade blev imidlertid for små, hvorfor man byggede nyt og flyttede ud på Dalsagervej. P. H. Trælast drev dog kun virksomheden på den nye lokation knap et års tid, inden hele koncernen, der også omfattede byggemarkeder i Bindslev og Østervrå, blev solgt til BYGMA, der er 100 procent danskejet.

– Jeg er ikke i tvivl om, at den service og gode rådgivning, som vore medarbejdere giver kunderne, er stærkt medvirkende til vores succes og det store fremmøde, som vi ser her på vores jubilæumsdag. Og så skader det nok heller ikke at vi lige serverer en burger og en fadbamse, tilføjer Claus Møller Nielsen med et lunt glimt i øjet, inden han haster videre til den næste kunde.

En af de medarbejdere, der har taget hele turen fra Bergs Tømmerhandel i Vestergade til BYGMA på Dalsagervej er Lars Andersen, der altid er garant for den gode service. Jeg blev ansat i 1984 og har været med på hele rejsen.

– Det har været helt fantastisk, og jeg er virkelig glad for at se så mange af vore kunder til jubilæet her i dag, siger Lars Andersen.

De mange gode jubilæumstilbud fortsætter også i morgen lørdag, hvor BYGMA holder åbent frem til kl. 13.00.
Læs hele den lokale tilbudsavis fra BYGMA via linket her.


