Der bliver ekstra gode muligheder for at gøre en god handel i Folkekirkens Møbelnødhjælpsbutik på Hestkærvej i Hjørring, når butikken lancerer et stort udsalg med 50 procent rabat på alle varer.
– Gulvet er igen blevet godt fyldt op med varer i butikken, fortæller Helge Jensen fra butiksudvalget. Derfor har vi besluttet at rydde lidt op og give kunderne mulighed for at gøre ekstra gode køb.
Rabatten gælder samtlige varer i butikken, og priserne bliver automatisk reduceret med 50 procent ved kassen.

Ifølge Helge Jensen skyldes det blandt andet, at butikken for nylig har modtaget et større parti kontormøbler.
– Det drejer sig udelukkende om gode kvalitetsmøbler, som mangler et nyt sted at gøre nytte. Nu får folk mulighed for at tage dem med hjem til halv pris i forhold til de i forvejen lave priser, siger han.
Udsalget starter onsdag den 27. maj klokken 12.00, og de frivillige i butikken glæder sig til at tage imod kunderne.
Butikken på Hestkærvej i Hjørring har åbent mandag, tirsdag, torsdag og fredag klokken 13.00–17.00, onsdag klokken 12.00–17.00 samt lørdag klokken 10.00–13.00.


