Økonomiudvalget i Hjørring Kommune skal den 10. december tage stilling til en handleplan, der skal gøre street art til en strategisk indsats i 2026 og 2027.
Planen er udarbejdet af administrationen som opfølgning på den seneste budgetbeslutning, hvor der blev afsat 400.000 kroner til formålet.
Indsatsen har fællesskab som gennemgående tema og skal styrke lokal identitet, trivsel og borgerinvolvering. Street art-projekterne skal være stedsspecifikke og placeres både i Hjørring og i en områdeby. Målet er at aktivere det offentlige rum som kulturel platform og bringe kunst ind i hverdagen – fra by til landsby.
Handleplanen lægger op til, at der skabes to større værker, udvikles undervisningsmateriale og gennemføres kreative forløb i samarbejde med skoler og kulturinstitutioner. Derudover skal værkerne formidles gennem guidede ture, Åben Skole-forløb og digitale platforme.
Projektet forankres i Team Kultur og Event under Kultur, Teknik og Miljø, og der nedsættes en tværfaglig referencegruppe med repræsentanter fra blandt andet kultur, sundhed, byplanlægning og områdefornyelse. Gruppen skal sikre, at indsatsen spiller sammen med kommunens øvrige strategier. Der planlægges samarbejde med Vendsyssel Kunstmuseum, folkeskoler, boligejere og professionelle kunstnere.
Tidsplanen strækker sig over to år: Planlægning og partnerskaber i foråret 2026, aftaler med boligejere og kunstnere i efteråret samme år, og produktion af værker samt formidlingsaktiviteter i 2027. Efterfølgende skal indsatsen evalueres med fokus på effekterne for fællesskabet.
Der arbejdes desuden på at tilvejebringe supplerende finansiering via fonde og puljer. De afsatte midler i anlægsbudgettet dækker kunstnerhonorarer og produktion.
Økonomiudvalget skal nu tage stilling til, om handleplanen skal godkendes.
Bilag
- Handleplan for strategisk udbredelse af street art i Hjørring Kommune
- Hjørring Kommunes kulturpolitik 2024-2032


