Hirtshals Havn har igen åbnet dørene for akademisk samarbejde. Fire studerende fra Aalborg Universitet – Wilondja, Nanna, Lærke og Helene – er netop gået i gang med et projekt, der skal kaste lys over havnens såkaldte Corporate Social Responsibility (CSR).
De fire studerende læser nemlig International Virksomhedskommunikation på femte semester og vil de kommende måneder analysere, hvordan Hirtshals Havn formidler sine initiativer inden for samfundsansvar. CSR dækker således over en virksomheds ansvar for miljømæssige, etiske og sociale forhold både internt og eksternt.
Hirtshals Havn har i flere år arbejdet målrettet med grønne og bæredygtige tiltag, og samarbejdet med universitetet giver mulighed for at få nye perspektiver på, hvordan disse indsatser kommunikeres til omverdenen.
”Vi ser frem til at følge projektet og høre, hvilke indsigter de studerende når frem til,” lyder det fra havnen, der understreger, at partnerskabet er en vigtig del af havnens strategi for vidensdeling og udvikling.



